Tilbagegang presser Mette Frederiksen, må revidere sin strategi

Dansk politik står foran et jordskred, der ikke er set i årtier. Det stiller den trængte statsminister, Mette Frederiksen, over for en en række strategiske valg – skal hun være rød, grøn, lilla eller en helt fjerde farve.

Statsminister Mette Frederiksen besøgte for nylig Spejderlejr 2022, hvor 40.000 børn og unge var på lejr i Hedeland Naturpark. Endnu har hun ikke meddelt sig offentligt om, hvordan hun vil tackle den radikale trussel om et mistillidsvotum. Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Hver for sig er procentsatserne elementer af et øjebliksbillede i dansk politik, der giver åndenød hos enhver politisk nørd:

Dansk Folkeparti er under spærregrænsen. Inger Støjbergs nye parti tiltrækker mere end hver tiende vælger. Socialdemokratiet står til det ringeste valg i 100 år. Rød blok har lang vej til at genvinde magten. Og Lars Løkke Rasmussen er som kongemager lige nu i besiddelse af nøglerne til det statsministerium, som han måtte forlade for godt tre år siden. Hvem giver han dem i givet fald til?