Mette Frederiksen flytter igen sit parti til højre med dystert billede af Danmark

Med sit udspil om hårdere straffe tager Mette Frederiksen igen et skridt solidt til højre i værdipolitikken. Det er en vindersag i en valgkamp, der før har vist sig succesfuld, og den viser, at statsministeren kan gøre, hvad hun vil i Socialdemokratiet.

I forhold til det, der tidligere har været den socialdemokratiske position, er Mette Frederiksens udtalelser om hårdere straffe meget markante. Henning Bagger

Mette Frederiksen har på tre dage været på virksomhedsbesøg i Grenå, debatteret ligestilling med sin forgænger Helle Thorning-Schmidt, sunget med Kandis på scenen i Svendborg og været til Pride i København. Alt sammen ifølge hendes profil på Instagram.

Og søndag kom så udspillet fra statsministeren i Berlingske om hårdere straffe. Det er svært at påstå, at valgkampen ikke er i gang.