Med især ét velforberedt argument skabte tre nejsigere søndag aften ny spænding

Der er to dage til EU-afstemningen om forsvarsforbeholdet, og jasiden fører stort. Men søndag aften lykkedes det under TV 2s partilederdebat for nejsiden at sætte et alvorligt stød ind i jakampagnen. Skal vi ofre 18 milliarder mere om året og udvikling af vores velfærd for, at Folketinget kan sende danske soldater på tvivlsomme missioner i fjerne lande? Den åleruse lod jasiden sig trække dybt ind i.

Søren Pape Poulsen (K) og Mette Frederiksen (S) lod sig trække ind i en debat om danske soldaters deltagelse i EU-missioner i fjerne lande, hvilket bestemt ikke gavnede deres sag. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Når man er så langt bagud, som nejsiden er, skal der lidt af et mirakel til for at vende resultatet inden EU-folkeafstemningen på onsdag. Flere målinger viser, at knap to tredjedele vil stemme ja, mens kun godt en tredjedel vil stemme nej til at ophæve det danske forsvarsforbehold.

Derfor stod det fra starten klart, at der skulle lidt en af slutspurt til fra de tre nejsigere blandt de 13 partiledere, som søndag aften stillede op til debat på TV 2, hvis de skal have en chance for at vinde de sidste tvivlere.