Skæbnevalg for Løkke
Når Lars Løkke Rasmussen ser frem i kalenderen, venter forhandlinger om bl.a. finansloven for 2019, en ambitiøs klimaplan og en storstilet reform af sundhedsvæsenet. Dernæst venter et folketingsvalg – formentligt først i det nye år – inden valget til Europa-Parlamentet afgøres i maj. Det er kort sagt en ekstremt vigtig folketingssamling, som skydes i gang, når Løkke tirsdag middag træder op på talerstolen for at holde sin åbningstale. Forude venter et forløb, som vil afgøre, om han bliver siddende som regeringschef – eller må vige pladsen til S-formand Mette Frederiksen. Vinder han, kan han blive en ny Poul Schlüter, som alle modstanderne konstant undervurderede. Taber han, vil hans tid som regeringschef og partiformand være forbi.
Holder Løkkes drejebog?
De fleste af de emner, som kan splitte blå lejr, er gemt væk. Borte har taget de økonomiske reformer og skatteudspil, som Lars Løkke Rasmussen åbnede sæsonen med i 2016 og 2017, og som førte til konfrontationer mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.