Danmarks håndtering af coronakrisen skal kulegraves, så vi kan bruge både gode og dårlige erfaringer til at udvikle et mere professionelt og robust beredskab, inden næste store sundhedskrise slår ned.
Dette simple, men kloge forslag kommer fra formanden for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, og fra koncernchef Ida Sofie Jensen fra lægemiddelindustriforeningen, Lif. Begge har i de seneste måneder spillet en diskret, men vigtig rolle med at hjælpe myndigheder og regering med blandt andet at organisere den nødvendige testkapacitet herhjemme.