Medicinalindustrien: Nedsæt kommission til at kulegrave coronakrisen

Folketinget må hurtigst muligt nedsætte en uafhængig epidemikommission, der kan gennemgå hele håndteringen af coronakrisen, og som tør tage fat i fejl og uhensigtsmæssigheder, der er opstået undervejs. Det siger adm. direktør i Lægemiddelindustriforeningen, Ida Sofie Jensen, og formand for Novo Nordisk Fondens bestyrelse, Lars Rebien Sørensen.

En sundhedsmedarbejder tager en coronatest på en person i det nye testcenter i telte på Aalborg Kaserner. Testcentrene er finansieret af en kvart milliard kroner fra Novo Nordisk Fonden. Nu vil fonden betale mere til at opbygge et nationalt epidemicenter, men samtidig opfordrer fondens bestyrelsesformand til, at en uvildig ekspertkommission skal nedsættes for at analysere fejlene i den hidtidige indsats og komme med anbefalinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen har netop etableret en ny styrelse under Justitsministeriet, der fremover skal tage sig af kriseberedskabet ved epidemier. Styrelsen skal først og fremmest sikre, at kritisk infrastruktur og forsyninger er til rådighed for virusbekæmpelsen.

Men en ting er en styrelse, der skal have et forholdsvis snævert fokus på at sikre forsyningerne til sundhedsvæsenet i en krisesituation. Noget andet er at få taget hånd om de grundlæggende udfordringer i kriseberedskabet, som coronakrisen har afsløret, mener toppen af dansk medicinalindustri.

For når sundhedsvæsenet har været i så overhængende fare for at bryde sammen, at regeringen midt i marts tog det drastiske skridt at lukke Danmark ned, og der efterfølgende har været et forholdsvis forvirret forløb omkring genåbningen, så skyldes det ifølge både Ida Sofie Jensen, adm. direktør i Lægemiddelindustriforeningen, Lif, og Lars Rebien Sørensen, formand for bestyrelsen i Novo Nordisk Fonden, at vi har nogle dybereliggende problemer i sundhedsvæsenet og beredskabet, som bør afdækkes.

Effektivisering helt ud til grænsen

De 15 forskellige myndigheder, der med forskellige interesser og mål har været involveret i at etablere Testcenter Danmark, er blot ét eksempel. Ida Sofie Jensen fremhæver også et hospitalsvæsen, der er effektiviseret helt ud til grænsen, så værnemidler ikke længere er noget, man har på lager, og man kører med den mindst mulige respiratorkapacitet.

Hun mener også, at der er brug for at se på indkøb af livsvigtig medicin. I dag har Danmark et system, hvor medicinindkøb til apoteker bliver sendt i udbud hver 14. dag. Det giver nogle af verdens laveste medicinpriser, men betyder også, at der intet incitament er til at have lagre af den mest livsvigtige medicin. Derfor har der været stor frygt for, at danskerne begyndte at hamstre medicin under coronakrisen.

Endelig afslører coronakrisen også, hvor presset kapaciteten er på hospitalerne, hvor mange danskere har fået deres operationer skudt lang tid ud i fremtiden for at gøre plads til coronapatienterne. Og i lang tid fremover skal man blive ved med at have ledig kapacitet stående til coronapatienter, som måske ikke kommer, samtidig med at puklen af alvorligt syge patienter inden for kræft, hjertesygdomme og psykiatri fortsat stiger.

Ingen skal op og hænge i et træ

Derfor foreslår en samlet medicinalindustri med Ida Sofie Jensen og Lars Rebien Sørensen i spidsen, at Folketinget hurtigst muligt nedsætter en uafhængig epidemikommission, der kan gennemgå hele håndteringen af coronakrisen, og som tør tage fat i fejl og uhensigtsmæssigheder, der er opstået undervejs.

Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden

»Det handler ikke om, at nogle har gjort noget forkert og skal op og hænge i et træ. Det handler om at lære af sine fejl, så vi undgår at komme i samme situation.«


»Det handler ikke om, at nogle har gjort noget forkert og skal op og hænge i et træ. Det handler om at lære af sine fejl, så vi undgår at komme i samme situation. Der står virkelig respekt ude omkring for den måde, Danmark har håndteret coronakrisen på. Men det ville være klædeligt, hvis man i sin selvforståelse også kunne medtage en analyse af de områder, hvor vi ikke har gjort det godt nok, og på den baggrund komme med nogle upolitiske anbefalinger,« siger Lars Rebien Sørensen.

»Vi er nødt til at have nogle eksperter, der sætter sig ned og gennemgår indsatsen. Der er masser at bygge på. Det er for eksempel helt vildt, hvor hurtigt vi har kunnet opbygge den her testkapacitet, og vi kan måske blive epicenter for vidensopsamling, hvis vi kombinerer det med de gode sundhedsdata, vi har i forvejen. Vi er også et meget digaliseret samfund, og det kan vi måske bruge fremadrettet, hvis vi ellers kan undgå at politisere det,« siger Ida Sofie Jensen.