Kampvogne, klima eller klasselærere? Krigen kan smadre Mette Frederiksens valgkamp

Mens Venstre og De Konservative presser på for hurtige forsvarsforhandlinger, vil Socialdemokratiet helst vente til efter et valg. Skal Danmark op på to procent af BNP, så er der ikke flere penge til velfærd og grøn omstilling. Og det sætter Socialdemokratiet i et giftigt dilemma.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte søndag aften den tyske kansler Scholz' historiske tale for fremragende. Selv tøver hun med at sige det samme. Nikolai Linares

Krigen i Ukraine har placeret statsminister Mette Frederiksen (S) i et ubehageligt dilemma, som de borgerlige partier forsøger at gøre større.

Når det regner, stiger prisen på paraplyer som bekendt, og Danmark kommer til at bruge »markant flere penge« på dansk forsvar, sagde statsministeren på et pressemøde søndag aften. En melding, der ikke er så overraskende i lyset af den højspændte internationale krise og en krig i Europa, der skaber mindelser til Anden Verdenskrig.