Analyse: Messerschmidt var i hopla hele dagen, og det er der en grund til

Med den nyvundne magt over en reduceret folketingsgruppe er det fuld fart frem for Morten Messerschmidt. Et offensivt generationsskifte skal vende nedturen. Men foran lurer så mange huller i vejen, at Dansk Folkeparti meget vel kan havne i grøften.

Morten Messerschmidt var i topform hele den lange tirsdag.

Det var han, da han smilende lovede Ekstra Bladets reporter, at han nok skulle finde det rigtige verbum i stedet for »smuldrer« om Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Og da han forlod et ret fredeligt gruppemøde, var han stadig i hopla. Og han var det, da han senere på dagen holdt tale for 75-års fødselaren Pia Kjærsgaard og fortalte om det hotel i et ghettokvarter, som han en gang havde booket til hende.