I dag skydes en eksplosiv debat i gang – den kan afgøre et valg

Pensionskommissionen præsenterer i dag en model, som sænker tempoet for højere pensionsalder. Med blandt andet øget opsparing kan udgifterne holdes inden for den langsigtede økonomiske holdbarhed. Men alene det at rejse spørgsmålet er sprængfarligt for regeringen.

Hvis det står til Socialdemokratiet, vil Pensionskommissionens rapport, som fremlægges onsdag, få en fin plads på en af de øverste hylder i Beskæftigelsesministeriet. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet har de seneste 25 år vundet hele tre folketingsvalg ved at love tidligere pension til danskerne.

Det skete i 1998, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udstedte en garanti for efterlønnen, og igen da Helle Thorning-Schmidt (S) i 2011 lovede ikke at gennemføre Lars Løkke Rasmussens (V) faktiske afskaffelse af efterlønnen, men i stedet bede alle arbejde 12 minutter mere.