På to dage har Mette Frederiksen generet Blå Bjarne mere end de seneste tre år

Flere vindmøller i jyske baghaver, job i produktionsdanmark truet af høje CO₂-afgifter og pæne regninger for at udskifte 400.000 gasfyr. I to dage har Socialdemokratiet generet sine hårdt tilkæmpede blå vælgere i en grad, som tester den nye grønne statsministers soliditet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil være lige så grøn som rød, det kommer med en pris for hendes nyerhvervede vælgere. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen har kastet sig ud på dybt vand. Det er vælgermæssigt usikkert, men helt bevidst.

På to dage har regeringen forbavsende målrettet generet de vælgergrupper, der var med til at bringe Socialdemokratiet til magten for snart tre år siden. Vælgere, der populært er gået under betegnelsen »Blå Bjarne«, almindelige familier i provinsen med jævne indkomster, som før 2019 havde hang til at sætte kryds ved DF eller Venstre, bliver med regeringens række af grønne udspil ramt på flere områder.