Hemmelige møder i Statsministeriet om milliarder til missiler og kampvogne: Magtkamp om stor politisk aftale er i gang

Partiledere har i denne uge været til lukkede møder i Statsministeriet om gigantiske investeringer i Forsvaret, men det kan blive svært at få enderne til at mødes i sidste ende. SFs partileder Pia Olsen Dyhr taler om at finansiere investeringerne via skattestigninger og budgetunderskud, men den kombination er uspiselig for de borgerlige partier.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har drøftelser med partierne om markant øgede forsvarsbudgetter. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix (arkiv)

Russernes invasion af Ukraine og Putins gentagne bombeangreb mod civilbefolkningen er hastigt i gang med at ændre dansk og international politik for altid.

Bredt i Folketinget er der enighed om, at det danske forsvar skal have flere penge, så vi er bedre rustet mod den skærpede trussel fra øst.