Analyse og perspektiv

Foghs krige fik ingen vindere

En del af Anders Fogh Rasmussens eftermæle bliver, at han sammen med den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, og den britiske premierminister, Tony Blair, gik ind i to vanskelige krige – uden at vide hvordan han skulle komme ud igen, skriver Berlingskes kommentator Thomas Larsen.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) besøgte de danske styrker i Irak 1. februar 2004. Udredningen om baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan blev fremlagt tirsdag. Foto: Atef Hassan/Ritzau Scanpix Atef Hassan

I krig er sandheden altid det første offer.

Sådan lyder et berømt citat, og det viste sin relevans i forbindelse med krigen mod den irakiske diktator Saddam Hussein, for det er forlængst blevet fastslået, at især amerikanernes advarsler om tyrannens masseødelæggelsesvåben og hans evne til at ramme mål i Vesten systematisk blev overdrevet.

Andre læser også

  • Internationalt
    Abonnement
    Foghs katastrofale krig i Irak: Hvordan kunne det gå så galt?
  • Politik
    Abonnement
    I månedsvis ledte FN-inspektører efter våben i Irak - men det var en »fælde«, der skulle udløse krig - og Fogh vidste det
  • Politik
    Abonnement
    Fogh: »Politikere har en tilbøjelighed til at tro, at de kan vaske hænder, hvis de ingenting foretager sig, men så vil tyranner og terrorister bare regere verden«