Er erhvervslivets top et B-hold, som ingen gider lytte til?
Topcheferne fra dansk erhvervsliv har ret, når de advarer om, at valgkampen i form af overbud er ved at køre af sporet. Men erhvervslederne selv har også svigtet.

Topcheferne fra dansk erhvervsliv har ret, når de advarer om, at valgkampen i form af overbud er ved at køre af sporet. Men erhvervslederne selv har også svigtet.

Når topchefer fra erhvervslivet omsider går ind i valgkampen og advarer politikerne mod at tro, at en stærk dansk økonomi er en naturlov, og når de appellerer til politikerne om at gøre mere for at styrke økonomien – ja, så har de indlysende ret.
Ret beset burde de også have både troværdighed og gennemslagskraft til at råbe politikerne op, for den stribe af topledere, som stod frem i onsdagens udgave af Berlingske, driver store selskaber. Til sammen omsætter deres virksomheder for 382 mia. kr. om året, og de leder 642.600 medarbejdere på verdensplan.