Kristian Jensen efter opråb fra erhvervsledere: »Jeg forstår helt deres frustration«

Finansminister Kristian Jensen afviser at have glemt erhvervslivet eller behovet for vækst i en valgkamp, der kritiseres for kun at handle om at bruge penge. Men: »Det er også borgerlig politik at sørge for, at vi har et velfungerende velfærdssamfund.« LA-leder Anders Samuelsen frygter »en overbudsvalgkamp«.

»Jeg mener, det er borgerlig politik at sørge for, at vi har et velfungerende velfærdssamfund,« siger finansminister Kristian Jensen om topchefers kritik af en valgkamp uden fokus på erhvervslivet. Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Kritikere har allerede forudskikket, at vi befinder os i en historisk dyr valgkamp, hvor det alene handler om at bruge og fordele penge – ikke om at skabe og skaffe.

Såvel Socialdemokratiet som Venstre har erklæret sig parate til at anvende stort set hele det økonomiske råderum på investeringer i velfærd her og nu. Allerede på valgkampens dag to annoncerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et velfærdsløfte til hele 69 milliarder kroner i den offentlige velfærd.