Ellemann og Støjberg i hemmelige forhandlinger om Venstres kurs

Analyse: Skal Venstre fremstå samlet fremover, bliver det nødvendigt med brobygning – bl.a. i udlændingepolitikken. Der er allerede møder i gang mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg.

Kan Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg bygge bro i udlændingepolitikken? De gør forsøget i disse døgn. Ida Guldbæk Arentsen

Jakob Ellemann-Jensen er allerede i stormløb på vej mod formandsposten i Venstre, selv om han klogt venter med at annoncere sit kandidatur, indtil der er lagt lidt afstand til magtkampen, der lørdag formiddag sendte Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen ud i mørket.

Den massive støtte fra såvel kendte V-profiler som ukendte tillidsfolk vil kunne give Jakob Ellemann-Jensen et godt rygstød, når han bliver officiel kandidat og med stor sandsynlighed bliver valgt til formand.