De Radikale befrier sig fra rød blok – indtil videre

Med et økonomisk udspil, der indeholder både en udfasning af efterlønnen og lettelser af topskatten, sætter De Radikale en tyk streg under den krigserklæring og det truende mistillidsvotum, som partiet sendte til Mette Frederiksen i forsommeren.

Med en reformplan fyldt med punkter som er uspiselige for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, har Sofie Carsten Nielsen sendt De Radikales frihedsbrev til rød blok – i hvert fald foreløbig.  Søren Bidstrup

Den radikale folketingsgruppe er onsdag aften inviteret på grillmad i haven hjemme hos Fanøs borgmester, Frank Jensen. Uformel hygge, mad og drikke og frisk luft fra Vesterhavet.

Partiet holder sit sommergruppemøde på øen. Og Frank Jensen er ikke alene den eneste radikale borgmester i landet, han sidder også på sin post med støtte fra både Venstre og Socialdemokratiet og er dermed selve symbolet på det, som De Radikale drømmer om i Folketinget: Forbrødring på midten og helst i en fælles regering med både røde og blå partier.