Vild noteringsfest på dansk vækstbørs deler vandene: »Mit generelle billede af børsen er meget negativt«

Danske virksomheder strømmer for tiden ind på vækstbørsen First North. Det er en udvikling, som investorer og politikere har efterspurgt i årevis, men efter en stribe glippede vækstmål er der nu opstået bekymring for kvaliteten af de selskaber, der bliver noteret på børsen. Dansk Aktionærforening opfordrer private investorer til at se sig godt for, mens professor i finansiering mener, at småsparere bør holde nallerne helt væk fra den danske vækstbørs.

Flere danske vækstvirksomheder er fløjet ind på vækstbørsen First North, der ejes af Nasdaq. Men nu er en række planlagte noteringer blevet trukket tilbage. Nasdaq Copenhagen

Da klokken slog ni onsdag formiddag, fik danske investorer endnu et nyt selskab at investere i, da den nordjyske softwarevirksomhed MapsPeople blev noteret på vækstbørsen First North.

MapsPeople er det 11. selskab til at blive noteret på First North i år, og dermed er antallet af børsnoteringer allerede nu oppe på samme niveau som hele sidste år, der var et rekordår.