Trygs topchef tager stikket hjem: Får ja til at overtage konkurrenten Alka i milliardhandel

Den største handel i den danske forsikringsbranche i 20 år har nu endelig fået grønt lys af konkurrencemyndighederne. Tryg med topchef Morten Hübbe i spidsen køber Alka for 8,2 mia. kr.

Trygs topchef, Morten Hübbe, har fået Konkurrencestyrelsens grønne lys til at overtage konkurrenten Alka. Han kan nu styre den største forsikringshandel i 20 år sikkert i havn. Maria Albrechtsen Mortensen

Forsikringskoncernen Tryg har mandag modtaget endelig godkendelse af købet af konkurrenten Alka fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det oplyser Tryg i en fondsbørsmeddelelse mandag efter børslukning.

Konkurrencestyrelsen har tidligere udtrykt bekymring for fusionen, der efterlader Tryg med en markedsandel i Danmark på 20 pct. For at få godkendelsen igennem har Tryg ifølge fondsbørsmeddelsen måttet afgive »visse ikke-struktuelle tilsagn«, som skal skabe større gennemsigtighed på markedet for skadesforsikring i Danmark.

Oversat til almindeligt dansk betyder det, at Tryg har lovet at give et årligt tilskud til Forsikringsguiden, som er en portal, hvor kunderne kan sammeligne forsikringspriser, fjerne visse gebyrer i Tryg, når en kunde vil opsige en police med kort varsel, og droppe eksklusivitetsaftaler i nogle af selskabets partneraftaler. Samlet vil det koste Tryg omkring 20 mio. kr. om året i de næste fem år.

Største handel i 20 år

Tryg offentliggjorde tilbage i december sidste år planen om at overtage Alka for den nette sum af 8,2 mia. kr. inklusive overskydende kapital på 2,5 mia. kr.

Trygs koncernchef, Morten Hübbe, der har været primus motor i at få handlen i hus, kalder i en pressemeddelse overtagelsen af Alka for den »største handel i den danske forsikringsbranche de seneste 20 år«, og glæder sig over, at Tryg nu kan gå i gang med næste kapitel, nemlig at integrere Alka i Tryg.

»Vi har tilsammen 400 års erfaring i at drive forsikringsvirksomhed og er to af de mest veldrevne forsikringsselskaber i Norden. Med to så stærke brands har vi på baggrund af vores størrelse og kundeindsigt nogle unikke forudsætninger for i fællesskab at udvikle nye forsikringsprodukter og enkle digitale løsninger til kunder,« siger Morten Hübbe i pressemeddelelsen.

Det var Berlingske, der tilbage i begyndelsen af december 2017 første gang kunne fortælle, at Tryg var på vej til at overtage Alka, der blev stiftet ved en fusion mellem flere forsikringsselskaber tilbage i 1944, og i dag er kontrolleret af fagbevægelsen.

Tryg fastholder de forventede fusionssynergier af Alka-transaktionen på 300 mio. kr, som er tidsmæssigt uændret og vil blive fuldt realiseret i 2021.