Torsdagens aktier: Danske og Jyske i god form med Vestas i bund

(ARKIVFOTO)  (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

En pæn afslutning på annoncerede ordrer hos Vestas op til nytår var ikke godt nok til markedet, og vindmøllegiganten endte årets første handelsdag i C25-indeksets bund. Anderledes muntert stod det til for bankerne, der sammen med Simcorp i rekordhumør og ISS samt FLSmidth endte i toppen.

Torsdag lukkede C25-indekset 0,1 pct. lavere i indeks 1253,25.

Det danske aktiemarked havde sidste børsdag i 2019 mandag og der sluttede indekset 0,8 pct. lavere efter at være steget 26 pct. i årets løb.

»Vi har fået en stille og rolig start på 2020 med et relativt klart cyklisk tema,« konstaterer aktiechef i ABG Sundal Collier Tue Østergaard.

Han venter et nytårsrally og tror umiddelbart på, at aktierne vil ligge en 2-3 pct. højere, når årets første måned er gået.

Øverst i indeks tronede aktier som ISS og FLSmidth samt Simcorp, der satte rekord. Alle tre uden selskabs specifikt nyt.

ISS steg 2,9 pct. til 164,50 kr., FLSmidth steg 2,7 pct. til 272,50 kr. og Simcorp klatrede i rekord med en stigning på 2,4 pct. til rekordkursen 776 kr.

CYKLISKE AKTIER I FORNUFTIG FORM

Det var de cykliske aktier generelt, der startede året flot.

De to C25-banker, Danske Bank og Jyske Bank, endte tæt på toppen og steg henholdsvis 2,4 og 2,1 pct. til 1110,35 kr. og 248,30 kr.

Banker uden for C25 som Nordea, Sydbank og Spar Nord steg mere end 2 pct.

Svenske SEB havde løftet anbefalingen for både Spar Nord og Sydbank.

Spar Nord fik hævet anbefalingen til »hold« fra »sælg«, fremgik det af data fra Bloomberg News. I samme omgang blev kursmålet hævet til 62 kr. fra 58 kr.

Sydbank fik ligeledes løftet anbefalingen til »hold« fra »sælg«, og det langsigtede kursmål blev sat op med 8 kr. til 133 kr.

»Topaktierne i dag er ikke blot cykliske - de er også blandt de aktier, der har underperformet i det netop afsluttede år,« påpeger Tue Østergaard.

Uden over FLSmidth var andre cykliske også i grønt. Cykliske aktier som Mærsk, Rockwool og DSV Panalpina endte i positivt terræn med stigninger på mellem 0,3 og 0,6 pct.

VESTAS FIK FÆRRE ORDRER I FJERDE KVARTAL

Vestas fik et par ekstra ordrer hjem på årets sidste dag - tirsdag. Fra USA fik vindmøllegiganten 162 megawatt (MW), og senere landede der 30 MW fra Mexico, men ikke nok til at møde markedets forventninger. Dermed blev der annonceret ordrer med en kapacitet på 2996 MW i fjerde kvartal af 2019, hvilket er mindre end året inden, hvor der i kvartalet blev annonceret ordrer på 4192 MW.

»Det er fair nok, at aktien sætter sig i dag. Hvis ikke uannoncerede ordrer overrasker markant, som i tredje kvartal skal estimaterne nok en smule ned,« siger ABGs aktiechef.

Han påpegede også, at det i forbindelse årsregnskabet ikke kun er uannoncerede ordrer, der vil være i fokus, men også Vestas' forventningerne til året - primært for marginen.

For året som helhed har Vestas annonceret ordrer på 16.417 MW mod 14.214 i 2018.

Vestas-aktien faldt 2,1 pct. til 659,40 kr.

SMÅT NYT UDENFOR C25

Bavarian Nordic kunne fortælle, at selskabet har afsluttet sit milliardkøb af vacciner af Glaxosmithkline. Købet, der blev annonceret 21. oktober, omfatter vaccinerne Rabipur/Rabavert og Encepur, der har en samlet omsætning på cirka 175 mio. euro.

Aktien steg 0,8 pct. til 172,85 kr.

DLH afsluttede tirsdag salget af alle selskabets driftsmæssige aktiver vedrørende grossistvirksomheden i Danmark og vil herefter skifte navn til Scandinavian Investment Group.

DLH-aktien faldt 0,9 pct. til 1,73 kr.

/ritzau/FINANS