Tirsdagens aktier: Matas og SAS stryger op og ned efter regnskaber

Matas kommer med halvårsregnskab torsdag
ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Samtidig med at SAS og Matas løber med opmærksomheden blandt de danske sidepapirer, er der tirsdag middag relativt stille og roligt hos eliteaktierne på fondsbørsen i København.

Samlet går det danske eliteindeks, C25, frem med 0,1 pct. til indeks 1116,34. Det sker, mens der på de omkringliggende børser i Europa er en overvejende tendens til små indeksfald.

Uden for C25-indekset falder SAS-aktien 7,4 pct. til 9,53 kr., efter at luftfartsselskabet fra morgenstunden har præsenteret et overraskende stort underskud for andet kvartal. Det skyldtes blandt andet pilotstrejken i løbet af kvartalet, som også kommer til at få indvirkning på helårets forventninger, hvor SAS tidligere ventede et positivt resultat før skat og engangsposter.

Selskab Kurs Ændr. %

»I lyset af strejken og makroudviklingen ændres forventningerne til, at det bliver udfordrende at nå det positive resultat før skat og engangsposter i regnskabsåret,« fortæller SAS i regnskabet.

Også Matas er kommet med regnskab fra morgenstunden, og det viser for fjerde kvartal en stigende omsætning og indtjening i forhold til den sammenlignelige periode året før. Sammen med regnskabet har materialistkæden offentliggjort købet af makeup-mærket Nilens Jord for 145 mio. kr.

»Matas overrasker positivt på både omsætnings- og indtjeningssiden, og samtidig offentliggør de et opkøb, som også ser ud til at ville bidrage positivt til indtjeningen de kommende år. Det nyder den aktie godt af,« siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

I forbindelse med regnskabet præsenterer Matas sine forventninger til regnskabsåret 2019/20, hvor der ses en salgsvækst på 0,5-2,5 pct., mens overskudsgraden (EBITDA-marginen) før særlige poster ventes lande på 14-15 pct. Matas-aktien ligger tirsdag middag 4,2 pct. højere i 69,80 kr.

GENMAB STIGER PÅ HÅB OM GODKENDELSE

Tilbage blandt eliteaktierne stiger Genmab 1,3 pct. til 1212,50 kr. uden umiddelbare nyheder. Ligesom det har været tilfældet den seneste tid, så kan biotekaktien nyde godt af en forventning om, at selskabet i USA inden længe vil få godkendt Darzalex som førstelinjebehandling mod knoglemarvskræft i kombination med Revlimid.

»Jeg tror, at det er den her godkendelse, som kan være lige om hjørnet, der giver noget positiv interesse omkring Genmab i øjeblikket,« vurderer Martin Munk.

Selskab Kurs Ændr. %

I bunden af eliteindekset ligger ISS 2,1 pct. lavere i 192,20 kr. Det følger, efter at serviceselskabet mandag faldt 7,4 pct. som følge af nyheden om, at det formentlig ikke står til at genvinde en stor kontrakt med det schweiziske medicinalselskab Novartis.

»ISS er formentlig stadig ramt af den her tabte kontrakt med Novartis, som har betydet, at nogle analytikere har skruet ned for estimaterne og deres kursmål. Det ser ud til at ramme aktien igen i dag,« siger Martin Munk.

Selskab Kurs Ændr. %

Vendes blikket tilbage mod dagens regnskaber, har også entreprenørvirksomheden MT Højgaard offentliggjort regnskab, og det viser for første kvartal en stigende omsætning og en forbedret indtjening. Selskabet fastholder forventninger til helåret, og aktien reagerer ved at stige 4,3 pct. til 73 kr.

Også Arkil Holding og Firstfarms leverer i løbet af tirsdagen regnskaber. Op til regnskaberne ligger de to aktier henholdsvis 4,1 pct. højere i 1540 kr. og uændret i 53 kr.

/ritzau/FINANS