Saxo går til angreb på bankerne: Sigter mod hr og fru Danmark med ny investor-app

Saxo Bank lancerer onsdag en ny investeringsplatform, der henvender sig til almindelige mennesker, der ikke er professionelle investorer. Den skal konkurrere både med de nye apps fra storbankerne og deres traditionelle investorplatforme.

Direktør i Saxo Bank, Kim Fournais, går efter de private investorer med sin nye platform SaxoInvestor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Saxo Bank går til kamp mod storbankerne og sigter med en ny handelsplatform på at komme ind på markedet for private investorer.

I et træk væk fra sit tidligere kernepublikum målretter SaxoInvestor, som platformen hedder, sig mod alle opsparingsglade danskere og har til formål at gøre det nemmere og billigere for hr og fru Danmark at investere i udenlandske aktier, obligationer, indeksfonde og investeringsforeninger. Platformen, der bliver lanceret onsdag, giver brugerne adgang til 18.455 danske og globale aktier, 848 ETFer, 6.488 obligationer og 733 danske og udenlandske investeringsforeninger.

Administrerende direktør i Saxo Bank Kim Fournais siger, at han med den nye platform ønsker at ruske op i de dyre, danske omkostningsstrukturer. Han angriber samtidig de traditionelle banker for at være for dyre at investere hos, fordi de ofte anbefaler deres egne investeringsfonde i stedet for billigere alternativer, som for eksempel ETFer og indeksfonde.

»Der er brug for et paradigmeskift, og at folk reelt set får nogle bedre vilkår, når de investerer,« siger Kim Fournais. »Så det er det, vi kommer med nu – en platform, der er meget nemmere at bruge, mere intuitiv, og som vi selvfølgelig mener har et massemarked-potentiale.«

Kurtagen på Saxos nye platform ligger på 0,1 pct., mens der samtidig ikke er nogen minimumskurtage eller depotgebyrer. Til sammenligning har Nordea også en kurtage på 0,1 pct., men et mininumsgebyr på 29 kroner. Hos Danske Bank ligger kurtagen på 0,15 pct., og der er intet mininumsgebyr.

Fire år tidligere på pension

Saxo Banks nye platform kommer midt i et bredere fremstød for at få danskerne til at investere mere i stedet for at lade deres opsparing stå på nul rente-konti, hvor inflationen langsomt æder pengene op. Tal fra Nationalbanken viser, at den gennemsnitlige dansker har over 150.000 kroner stående på kontoen til lave eller ingen renter. En opgørelse fra Finans Danmark viser yderligere, at danskere kunne være mellem 87 og 229 mia. kroner rigere, hvis de i 2006, altså to år før finanskrisen, havde placeret halvdelen af bankbogen i danske investeringsfonde.

Aktive investeringsfonde er imidlertid dyre og koster ofte mellem en-tre pct. i gebyrer om året, hvilket på længere sigt koster på afkastet. En opgørelse fra Forbrugerrådet viste tidligere på året, at man ved at spare et enkelt procentpoint på investeringsomkostninger kan gå på pension fire år tidligere. Derfor håber Kim Fournais, at Saxo med den nye platform kan få danskerne til at investere i produkter som indeksfonde og ETFer, der har langt lavere handelsomkostninger.

»At kunne hjælpe med, at folk kan gå på pension fire år tidligere, har en værdi, som går ud over bare en monetær værdi. Tid er vores ultimative ressource. Hvis du kan få fjernet omkostningerne og kompleksiteten i de finansielle markeder, så kommer du til at gøre folk en kæmpe tjeneste,« siger han.

De store banker prøver også at henvende sig til en bredere målgruppe og få priserne ned, blandt andet med robotrådgivere som Danske Banks June og Nordeas Nora. Saxos platfom skiller sig ud ved ikke kun at være en robotrådgiver, men den lader også brugerne følge forskellige investeringsstrategier og købe individuelle aktier og fonde.

Troels Hauer Holmberg, seniorøkonom hos Forbrugerrådet, siger, at SaxoInvestor derfor er godt nyt for danske investorer, og at den øgede konkurrence er tiltrængt for at presse priserne længere ned.

»Det danske investeringsmarked er karakteriseret ved, at stort set alle pengene ligger i bankernes traditionelle og ofte alt for dyre ordninger, så med de briller på er det glædeligt, at der kommer flere og flere alternativer til den traditionelle bankopsparing,« siger han.

Trods det øgede prispres byder også Danske Bank og Nordea Saxos nye handelsplatform velkommen.

»Vi hilser konkurrencen velkommen, og vi er glade for, at der dermed sandsynligvis kommer endnu større fokus på vigtigheden af, at investering skal være for alle. Den øgede konkurrence er med til at holde os på tæerne, men vi er først og fremmest drevet af kundernes behov,« siger Jakob Beck Thomsen, Danske Banks June-chef.