Rød afslutning på stærk uge: Danske aktier falder efter spurt

For en gangs skyld har der været gode nyheder på aktiemarkedet i denne uge, og danske aktier har kurs mod en flot ugentlig stigning. Opturen har dog tabt lidt af pusten fredag, hvor aktier i Europa ser rødt.

Det har været en spektakulær uge for aktier. Og for en gangs skyld en, der også har budt på positive nyheder for finansmarkedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Trods en eksplosiv udvikling i coronavirussen i USA har aktiemarkederne haft en glimrende uge og er flere steder på vej mod deres bedste uge i årtier.

I Danmark står eliteindekset, C25, over for en ugentlig stigning på 4,4 procent efter store hop både tirsdag, onsdag og torsdag. Det vil være den første uge i plus siden starten af marts.

Den gode stemning kunne dog imidlertid ikke holde helt til fredag, og indekset er på ugens sidste handelsdag åbnet med et fald på 0,8 procent​.

I resten af Europa er børserne også dykket ned i rødt territorium fredag, og det tyske DAX 30-indeks falder 2,1 procent​,​ mens det paneuropæiske Stoxx Europe 600 er nede med 1,6 procent​. Aktiefutures i USA peger på tab omkring 1,5 procent, når markedet i New York åbner kl. 14.30 dansk tid.

Læs: Amerikansk storbank: Her er de »faldne engle«-aktier, du skal købe nu

Bedste uge siden 1930erne

Torsdag brillerede markedet særligt i USA, hvor Dow Jones-indekset steg 6,4 procent​. Det er nu steget 21 procent​ siden sin bund i mandags, hvilket teknisk betyder, at det er tilbage i et såkaldt bull market. På aktiesprog refererer bull til optimisme, mens bear indikerer pessimisme. Hvis Dow Jones-indekset ikke dykker for meget fredag, kan det fejre den bedste uge siden 1930erne.

Det store aktiespring kom på trods af ekstremt dårlige nøgletal fra USA, der viste, at over tre millioner amerikanerne søgte om dagpenge i sidste uge, hvilket er op mod fem gange så mange som den værste uge under finanskrisen.

»Selv det højeste tal for nytilmeldte ledige nogensinde var ikke nok til at skyde hul i den tillid, der åbenbart lige nu er til amerikanske aktier, måske fordi man ligesom med de europæiske PMI-tal tidligere på ugen vidste, at de ville være rigtig dårlige,« skriver Chris Beauchamp, chef markedsanalytiker hos handelsplatformen IG, i London.

»Det er bedst at få alle de dårlige nyheder ud nu, eller så hurtigt som muligt, så vi i stedet kan fokusere på genopretningen,« tilføjer han.

Bekymrende udvikling i USA

Derudover var investorerne begejstrede for chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, der i et TV-interview sagde, at centralbanken »ikke kommer til at løbe tør for ammunition«.

De amerikanske politikere har i løbet af ugen også været med til at sende aktiemarkedet højere op. Senatet vedtog onsdag vedtog en 2.000 mia. dollar stor hjælpepakke, der skal holde hånden under den amerikanske økonomi under coronakrisen. Republikanernes Hus forventes at godkende pakken i løbet af fredag.

Coronasituationen i USA har ellers været en stor bekymring for investorerne. Virussen spreder sig hurtigt, og der er nu 85.000 smittede i landet. Den store frygt er, at sundhedssystemet ikke kan holde til alle de syge, og at verdens største økonomi vil ende i en dyb recession, der vil påvirke resten af verden.

Store dele af USA er nu lukket ned, men præsident Donald Trump håber på, at landet vil være tilbage på ret køl igen til påske om to uger.

»Alle ved, at denne økonomiske krise kommer til at ramme data hurtigere end almindelige recessioner. Det store spørgsmål er, hvor længe den kommer til at vare,« skriver Nicolas Tousgaard, seniorstrateg hos BankInvest, i en kommentar.

»Den seneste udvikling af covid-19 i USA er bekymrende. Senest har USA overhalet Kina som det land med flest tilfælde, blandt andet som konsekvens af en alt for langsom reaktion indledningsvist. Det må derfor være højst usikkert, om USA vil være i stand til at vende tilbage til normalen efter påske,« tilføjer han.

»Hvis ikke USA åbner op, kan krisen blive dybere, da omfanget af helikopterpenge og andre finanspolitiske hjælpepakker kan vise sig ikke at være nok.«