Middagsaktier: Unibrew på rekordkurs i nervøst marked

Royal Unibrew - Faxe Bryggeri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Unibrew er på rekordkurs onsdag efter bryggerikoncernens regnskab for andet kvartal tirsdag aften og en oppræcisering af forventningerne til 2019, mens C25-indekset fortsætter med at være påvirket af bekymringer om udviklingen i den globale økonomi og ved 11.30-tiden ligger 0,2 pct. lavere i 1127,07.

»Der er stadigvæk lidt usikkerhed i markedet. Vi har jo nok at slås med, både med Italien, handelskrig, Hongkong og brexit. Det er det, der stadigvæk er dagsordenen, i takt med at strømmen af regnskaber er ved at klinge af,« siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.

Royal Unibrew leverede et stærkt regnskab efter børslukketid tirsdag aften, hvor udviklingen gav selskabet anledning til at oppræcisere forventningerne til hele året.

Efter regnskabet har finanshuset Jefferies hævet anbefalingen af aktien til »hold« fra »underperform« og kursmålet til 550 kr. fra 460 kr., og Danske Bank har endvidere sat sit kursmål op til 605 kr. fra 550 kr.

»Unibrew bliver belønnet for et stærkt regnskab. Vi så det modsatte ske med Rockwool forleden, som i den grad overraskede med en nedjustering. Så der er i øjeblikket virkelig belønning eller afregning ved kasse et, afhængig om man kommer godt eller dårligt ud,« siger Ole Kjær Jensen.

Unibrews aktie er ved middagstid steget hele 10 pct. til 590,80 kr., og den store stigning mener afdelingsdirektøren også kan skyldes, at investorer i et omfang er ude at nedlukke nogle korte positioner - altså hvor der tilbagekøbes lånte aktier, som tidligere var blevet solgt i håb om et efterfølgende kursfald.

Af de 25 aktier i C25 er der dog fald i de 16, og i bunden ligger Pandora med et fald på 3,4 pct. til 306,80 kr. Siden 15. august er aktien imidlertid steget fra niveauet 221,70 kr., efter at halvårsregnskabet fra smykkekoncernen skabte forhåbninger om bedre tider for selskabet fremadrettet.

Novozymes varsler fyringer

Selskab Kurs Ændr. %

Enzymproducenten Novozymes annoncerede onsdag morgen ændringer i organisationen, hvilket omfatter en fyring af 280-330 ansatte globalt - heraf 123 i Danmark. Ændringen skal frigøre ressourcer, der skal gøre Novozymes i stand til at geninvestere og skabe større værdi af den eksisterende forretningen.

Ved middagstid ligger aktien i Novozymes 0,2 pct. lavere i 270,90 kr.

Der er onsdag også kommet regnskab fra Sydbank, som i andet kvartal måtte se bundlinjen skrumpe til 184 mio. kr. fra 237 mio. kr. i samme periode sidste år. Banken følger nu i Jyske Banks fodspor og indfører negative renter på privatkunders anfordringsindlån over 7,5 mio. kr.

Investorerne sender aktien ned med 5 pct. til 102,60 kr.

Mærsk vil skære lønudgifter

Selskab Kurs Ændr. %

A.P. Møller-Mærsk lægger i en ny hemmelig plan - Project Lion, som branchemediet Shippingwatch har set - op til at skære lønudgifterne på rederiets skibe for at blive mere konkurrencedygtig. B-aktien falder 0,2 pct. til 7196 kr.

Coloplast stiger 0,2 pct. til 811,80 kr., efter at Morningstar har løftet anbefaling af aktien til »hold« fra »sælg« og sat kursmålet op med 22 pct. til 745 kr.

Sparebank 1 har sænket kursmålet for Drilling-aktien til 520 kr. fra 575 kr. Der anbefales fortsat »køb« af aktien, der onsdag stiger 0,4 pct. til 361,50 kr.

Entreperenørkoncern får købsanbefaling

Aarsleff er efter tirsdagens regnskab blevet løftet til »køb« fra »hold« af SEB, der også har lagt 10 kr. til kursmålet, så det nu er 260 kr. En aktie i Aarsleff koster 227,50 kr. efter et kursplus på 4,8 pct.

Dagens højdespringer er dog Santa Fe med en stigning på 13,5 pct. til 2,61 kr., men det er efter et fald på over 40 pct. de seneste dage, efter at der i weekenden blev sået tvivl om selskabets fremtidige finansiering. Selskabet kom onsdag morgen med et regnskab, som viste et nettotab på 4,1 mio. euro i andet kvartal.

Selskab Kurs Ændr. %

/ritzau/FINANS