Middags aktier: Novozymes nedjusterer, men aktien stiger

Trods en nedjustering onsdag aften er Novozymes strøget til tops på det danske aktiemarked fredag, hvor også C25-indekset vinder frem løftet af blandt andet bankaktierne.

Eliteindekset over de 25 mest handlede aktier ligger ved 11.25-tiden i et plus på 0,4 pct. til 1110,65.

Noget opsigtsvækkende er det med Novozymes i førertrøjen.

Onsdag aften nedjusterede enzymproducenten ellers forventningerne for tredje gang i år, men torsdag faldt Novozymes blot 0,3 pct., og fredag stiger aktien så hele 3 pct. til 291,90 kr. Facit er altså, at nedjusteringen noget paradoksalt har givet et kursløft på over 2,5 pct.

At det overhovedet kan ske, handler ifølge chefhandler i Danske Bank, Mads Zink, om, at en lang række hedgefonde havde forudset nedjusteringen og derfor i en periode har satset på kursfald i aktien. Det sker ved, at fondene sælger aktier, de har lånt fra en større aktionær.

Da så begivenheden, hedgefondene havde ventet på, indtraf, og Novozymes rent faktisk nedjusterede, har nogle af fondene valgt at skrue ned for eller helt at lukke deres væddemål og stryge gevinsten.

»Det var ikke den mest uventede nedjustering. Der har været mange, der har spekuleret i, at der ville komme en nedjustering fra Novozymes, og der var mange hedgefonde, der havde shortet aktien.«

»Så det er bestemt ikke, fordi det var et godt resultat, men der var mange, der havde forudset det, og flere køber altså på det,« siger Mads Zink til Ritzau Finans.

Rift om bankaktier

Lige efter Novozymes ligger Simcorp til en stigning på 2,5 pct. til 605,50 kr. Der er ikke nyt fremme om selskabet, men stigningen kan hænge sammen med en modreaktion oven på kursfald i den seneste måned.

Også bankerne ligger godt fredag, hvilket gælder for hele Europa.

De europæiske bankaktier følger i hælene på stigninger i sektoren i USA, hvor bankerne klarede sig godt torsdag på baggrund af rentestigninger, der umiddelbart en fordel for bankernes indtjeningsvilkår.

Herhjemme stiger Jyske Bank 2,1 pct. til 220,20 kr., Danske Bank ligger 1 pct. højere i 92,92 kr., og Nordea stiger 1,8 pct. til 47,76 kr.

Nyt fald i Chr. Hansen

Chr. Hansen falder derimod 1,2 pct. til 521,60 kr. efter torsdagens kraftige nedtur på 9,2 pct. oven på selskabets årsregnskab, hvor særligt forventningerne til 2019/20 skuffede markedet.

Efter regnskabet har flere banker justeret deres kursmål lavere. Det er dog også blevet til en enkelt opjusteret anbefaling fra DNB, der løfter til »hold« fra »sælg«.

Der er også analysenyt om DSV Panalpina. Amerikanske Citi har genindledt dækning med anbefalingen »neutral«. Banken havde senest en købsanbefaling af transportkoncernen, der falder beskedent med 0,1 pct. til 631,80 kr.

Udbytte går fra

Der går fredag udbytte fra aktien i Tryg på 1,7 kr. Forsikringskoncernen kom torsdag med regnskab for tredje kvartal, og Jyske Bank har fredag valgt at hæve anbefalingen af aktien til »hold« fra »sælg«. Trods udbytteafgangen ligger aktien fredag middag 2,1 pct. højere i 188,85 kr.

Fredag handles aktien i Chemometec også uden et udbytte på 7,5 kr. per aktie. Aktien falder blot 1,8 kr. - eller 1,2 pct. - til 143,40 kr., så samlet set har fredagen budt på en gevinst til aktionærerne.

Fremgang er der til gengæld hverken i Salling Bank og Djurslands Bank, der ellers begge har opjusteret forventningerne til årets resultat. Salling Bank og Djurslands Bank ligger ikke desto mindre begge uændrede hen i henholdsvis 188 kr. og 244 kr.

/ritzau/FINANS