Mandagens aktier: Vestas trak for i grøn start på tredje kvartal

TESTTEST Vestas
ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Med Vestas som en af de store katalysatorer kom de danske aktier over en bred kam rigtig pænt i gang med tredje kvartal, der blev sat i gang mandag.

C25-indekset herhjemme var dagen igennem stort set helt grønt, og samlet lagde indekset mandag 1,7 pct. til værdien og sluttede i 1141,42.

Kun Mærsk-aktierne faldt blandt elitepapirerne. B-aktien noterede sig en tilbagegang på 0,9 pct. til 8068 kr., og A-aktien faldt 0,7 pct. til 7570 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Humøret var løftet af, at USA og Kina ved weekendens G20-topmøde i Japan enedes om at genoptage forhandlingerne på handelsområdet, hvor der igen er opstået lidt håb om en aftale mellem verdens to største økonomier.

Samtidig er der nemlig indgået våbenhvile, så der ikke venter flere toldforhøjelser lige rundt om hjørnet, og USA har også blødt op i sanktionerne over for teknologiselskabet Huawei.

»Weekendens G20-møde viste positive takter, idet forhandlingerne nu indikeres at fortsætte, mens der for nu ikke bliver pålagt yderligere told på den resterende kinesiske import til en værdi af 300 mia. dollar,« skriver Andreas Østerheden, der er seniorstrateg hos Nordea, i en kommentar.

»Yderligere blev der givet indikationer af, at de nuværende sanktioner mod den kinesiske telegigant Huawei bliver løftet delvist,« fortsætter han.

VESTAS LØFTES AF ORDREREKORD

Vestas steg mandag med 4,4 pct. til 591,80 kr., efter at vindmølleproducenten kunne løfte sløret for ordrer på samlet 1152 megawatt (MW) i weekenden.

Det følger i slipstrømmen af en stribe ordrer i sidste uge, hvilket samlet set har bragt andet kvartals høst op på 4601 MW.

Det er rekord for Vestas, der nu sigter efter igen at toppe de seneste års rekorder for ordrer over hele året.

Hos Sydbank venter aktieanalysechef Jacob Pedersen, at den samlede ordreindgang i 2019 kan ramme 16 gigawatt (GW), efter at 2018 satte rekord med 12,9 GW.

År til dato har Vestas hentet ordrer med en samlet kapacitet på 7,6 GW, og det er endda uden medregning af de uannoncerede ordrer for andet kvartal, der først afsløres i halvårsregnskabet i august.

»Foreløbig løfter vi vores estimat for ordreindgangen til 16.000 MW fra før 14.500 MW og ser positive overraskelser som mere sandsynlige end skuffelser,« skriver Jacob Pedersen i en kommentar.

»Ordrerne skal dog forvandles til indtjening, og her venter nogle meget travle kvartaler for Vestas, der skal levere topklasse eksekvering i både produktion og projektopførelse for at nå den høje ende af prognoseintervallet,« fortsætter analysechefen.

Med fremme var også GN, der steg med 4,4 pct. til 319,90 kr. uden større bagvedliggende nyheder.

GN har et stort produktionsanlæg i Kina og sit største marked i USA, og selskabet er derfor også påvirket af flere af de toldsatser, der er blevet indført i stridighederne de to lande imellem.

Selskab Kurs Ændr. %

COLOPLAST LØFTES TRODS FRANSK REFORMPRES

Medicoselskabet Coloplast løftede mandag sløret for nogle af effekterne af den franske sundhedsreform, der betyder faldende priser inden for stomi, kontinens og sårpleje.

Inden for de to første områder er reglerne for refusion til brugerne blevet implementeret med effekt fra mandag, mens reglerne for sårpleje allerede trådte i kraft den 1. juni.

For stomi og kontinens betyder reformen et prisfald på omtrent 9 pct., mens sårplejeområdet vil blive ramt med cirka 2 pct.

Selskab Kurs Ændr. %

Coloplast analyserer stadig den samlede betydning af reformen, men selskabet fastholder på trods af de ventede prisreduktioner sine forventninger til hele regnskabsåret 2018/19.

Markedet reagerede da også umiddelbart med en vis lettelse mandag, hvor Coloplast-aktien steg med 3,5 pct. til 767,40 kr.

/ritzau/FINANS