Mandagens aktier: Vestas trækker op i grønt C25 efter ordrestorm

Vestas
Foto: Michael Drost-Hansen

De danske aktier er over en bred kam kommet godt i gang med tredje kvartal, der er blevet sat i gang mandag.

Kun Ambu og Ørsted er i bakgear blandt elitepapirerne, hvor blandt andet Vestas trækker godt op efter en stribe ordrer mod slutningen af andet kvartal.

Samlet set stiger eliteindekset med 1,3 pct. til 1137,58.

Generelt er humøret løftet af, at USA og Kina ved weekendens G20-topmøde i Japan enedes om at genoptage forhandlingerne på handelsområdet, hvor der igen er opstået lidt håb om en aftale mellem verdens to største økonomier.

VESTAS LØFTES AF ORDREREKORD

Vestas løftes med 2,9 pct. til 583,40 kr., efter at vindmølleproducenten kunne løfte sløret for ordrer på samlet 1152 megawatt (MW) i weekenden.

Selskab Kurs Ændr. %

Det følger i slipstrømmen af en stribe ordrer i sidste uge, hvilket samlet set har bragt andet kvartals høst op på 4601 MW, hvilket er rekord for Vestas, der nu sigter efter igen at toppe de seneste års rekorder for ordrer over hele året.

Hos Sydbank venter aktieanalysechef Jacob Pedersen, at den samlede ordreindgang i 2019 kan ramme 16 gigawatt (GW), efter at 2018 satte rekord med 12,9 GW.

År til dato i år har Vestas hentet ordrer med en samlet kapacitet på 7,6 GW, og det er endda uden medregning af de uannoncerede ordrer for andet kvartal, der først afsløres i halvårsregnskabet i august.

»Foreløbig løfter vi vores estimat for ordreindgangen til 16.000 MW fra før 14.500 MW og ser positive overraskelser som mere sandsynlige end skuffelser,« skriver Jacob Pedersen i en kommentar.

»Ordrerne skal dog forvandles til indtjening, og her venter nogle meget travle kvartaler for Vestas, der skal levere topklasse eksekvering i både produktion og projektopførelse for at nå den høje ende af prognoseintervallet,« fortsætter analysechefen.

Med fremme er også smykkeselskabet Pandora, der stiger med 3,3 pct. til 241,10 kr. uden større bagvedliggende nyheder.

Selskab Kurs Ændr. %

Smykkeaktien har dog fortsat oplevet samlet tilbagegang over året, hvor den er bakket med godt 9 pct. trods mandagens løft.

COLOPLAST LØFTES TRODS FRANSK REFORMPRES

Medicoselskabet Coloplast har mandag løftet sløret for nogle af effekterne af den franske sundhedsreform, der betyder faldende priser inden for stomi, kontinens og sårpleje.

Inden for de to første områder er reglerne for refusion til brugerne blevet implementeret med effekt fra mandag, mens reglerne for sårpleje allerede trådte i kraft den 1. juni.

Selskab Kurs Ændr. %

For stomi og kontinens betyder reformen et prisfald på omtrent 9 pct., mens sårplejeområdet vil blive ramt med cirka 2 pct.

Coloplast analyserer stadig den samlede betydning af reformen, men selskabet fastholder på trods af de ventede prisreduktioner sine forventninger til hele regnskabsåret 2018/19.

Markedet reagerer da også umiddelbart positivt, og Coloplast-aktien stiger med 1,6 pct. til 753,60 kr.

/ritzau/FINANS