Klumme: Midt i Mays nedsmeltning stråler pundet – om lidt venter ny eksamen

Skilsmisserodet i Storbritannien nåede nye højder i denne uge, og på mandag skal en hårdt presset May præsentere sin Plan B. Pundet er allerede begyndt at håbe på et blødere Brexit – eller intet Brexit overhovedet.

De britiske medier har været på overarbejde i denne uge, og flere spekulerer nu i, at der måske kan komme en ny folkeafstemning. Foto: Daniel Sorabji/AFP/Ritzau Scanpix 

Hvis Brexit var kaos i sidste uge, kan man vist roligt sige, at det er blevet opgraderet til komplet krisetilstand i løbet af de seneste dage. Parlamentet leverede et historisk nederlag til Theresa Mays skilsmisseaftale, Jeremy Corbyn indledte et fejlslagent kupforsøg, og med kun ti uger til Brexit er vi overhovedet ikke nærmere en endelig aftale.

Ja, faktisk kan det stort set ikke blive værre. Alligevel har finansmarkederne været i hopla i denne uge. Pundet, der vel nærmest har udviklet sig til et slags Brexit-barometer, har grinet af balladen og er steget til 8,50 kroner – den højeste kurs i næsten to måneder. Det samme har europæiske aktier, der er steget næsten to pct. i denne uge.