God morgen,
Og velkommen til ugens sidste handelsdag, hvor vi til afveksling lægger handelskrigen på is et øjeblik og i stedet kigger lidt på en af årets mest succesfulde børsnoteringer.
Den amerikanske producent af plantebaseret »lookalike-hakkekød« Beyond Meat har nemlig haft en hæsblæsende uge, hvor aktien i tirsdags dykkede hele 25 pct. efter den amerikanske investeringsbank J.P. Morgan - en af bankerne bag børsnoteringen - sænkede sin anbefaling til »neutral« fra »overvægt«. Aktien rettede sig 13 pct. den efterfølgende handelsdag, og trods den turbulente uge er aktien stadig oppe med 466 pct. siden børsdebuten i begyndelsen af maj.
Dermed har Beyond Meat givet alle andre prominente noteringer i 2019 baghjul, inklusiv samkørselstjenesterne Uber og Lyft, der er faldet henholdsvis 1,5 pct. og 15 pct. Overordnet har det dog været et overraskende godt år for børsnoteringer i USA, især når man tager højde for markedsuroen, der er kommet i kølvandet på handelskrigen.
Cybersikkerhedsvirksomheden CrowdStrike er siden sin børsstart i onsdags steget hele 99 pct., mens Zoom Video Communications, der gik på børsen i midt-april, er hoppet 180 pct. højere. Investorerne er altså ikke bange for at kaste penge i nye aktier, selvom der er en masse uro i markedet.
Og apropos uro. Olieprisen var » the talk of the town« torsdag efter to olietankskibe brød i brand og blev evakueret i Omanbugten i forbindelse med et formodet raket- eller granatangreb.
Brent - det internationale oliebenchmark - steg 2,3 pct. torsdag og er fortsat 0,5 pct. højere fredag morgen. Dermed har olieprisen rettet sig, efter at være faldet til det laveste niveau i fem måneder i onsdags, da amerikanske tal viste en overraskende stor opbygning i landets olielagre. Høje olielagrer signalerer lav efterspørgsel og/eller for høj produktion, og begge er skidt for olieprisen.
I Storbritannien fortsætter kampen om premierministerposten, men det ligner nu faktisk ikke, at det bliver en kamp overhovedet. Favoritten Boris Johnson - tidligere udenrigsminister og London-borgmester - er efter første stemmerunde i en klar førerposition, og meget skal gå galt, hvis han ikke ender med at flytte ind i 10 Downing Street. I torsdagens afstemning fik han 114 stemmer, hvorimod nummer to kun fik 43. Afstemningerne fortsætter indtil der kun er to kandidater tilbage, eller alle på nær én (Johnson?) har trukket sig fra kapløbet.
For finansmarkederne kan Johnson ende med at få afgørende betydning. Han har nemlig lovet at levere Brexit inden deadlinen 31. oktober, uanset om det er med eller uden en skilsmisseaftale. Et såkaldt hårdt Brexit, hvor Storbritannien og EU ikke er blevet enige om det fremtidige forhold, frygtes at hive den britiske økonomi ned i en recession. Pundet er også blevet ramt af usikkerheden og bliver handlet i en kurs på 8,40 kroner, tæt på det laveste niveau siden januar.
Det kan også rykke markedet i dag
Kl. 14.30: USA - detailsalg for maj
Kl. 15.15: USA - industriproduktion for maj
Kl. 16.00: USA - Michigan-tillidsindeks for juni
Virksomheder i fokus
Swiss Re, verdens største genforsikringsselskab vil ifølge Bloomberg News børsnotere datterselskabet Reassure Group på børsen i London
Markederne lige nu - Kl. 8:25
Asien
Hong Kongs Hang Seng: -0,5 pct.
Kinas Shanghai Composite: -0,8 pct.
Japans Nikkei 225: +0,4 pct.
Sydkoreas Kospi: -0,5 pct.
Europa (futures)
Euro Stoxx 50: +0,03 pct.
Tysklands DAX 30: Flat
Storbritanniens FTSE 100: +0,1 pct.
USA (futures)
S&P 500: Flat
Nasdaq: -0,3 pct.
Dow Jones Industrial Average: +0,1 pct.
Råvarer:
Olie (Brent): +0,5 pct. til 61,59 dollar
Guld: +0,9 pct. til 1.356,65
Valuta:
1 dollar koster: 6,62 kroner
1 pund koster: 8,40 kroner