Hun har været der før. Og nu er hun der igen. Direktør og investeringsguru fra ARK Invest Cathie Wood er igen på banen med et astronomisk mål for, hvor meget aktierne i den populære amerikanske elbilproducent Tesla bør koste.

For på trods af en gigantisk aktienedtur i årets første knap seks måneder og hård konkurrence fra fremadstormende kinesiske elbilproducenter ser direktøren hos ARK Invest mulighed for tæt på en 14-dobling af Tesla-aktiekursen i de næste fem år.