Robotter, alvorlige klimaforandringer, rekordlave renter, en hurtigt voksende befolkning og en mulig recession. Det er bare nogle af de udfordringer, vi står overfor på tærsklen af det nye årti, og som vil være med til at dominere og ændre investeringslandskabet frem mod 2030 ifølge den amerikanske storbank Bank of America Merrill Lynch.
»De sociale, politiske og økonomiske reaktioner på alle disse udfordringer vil nå kogepunktet i det nye årti,« skriver bankens researchchef, Haim Israel, i en rapport.
»2020erne vil ændre alle de traditionelle paradigmer, forstyrre de økonomiske konjunkturer og skabe nye trends, der vil forme vores fremtid,« tilføjer han.
For investorerne vil de nye dagsordener få store konsekvenser, og en række industrier og globale markeder vil blive dømt ude, mens nye sektorer vil blomstre op. De nye udfordringer kan koges ned til ti megatrends for 2020erne, der alle har vindere og tabere ud fra et investeringsperspektiv.