Fredagens aktier: Meldinger om handelsaftale løftede markedet

Arkivfoto: Bankerne og Drilling var blandt vinderne fredag, hvor investorerne kunne glæde sig over, at USA og Kina ser ud til at være på vej til at løse de to landes handelskonflikt. BRENDAN SMIALOWSKI

Bankerne og Drilling var blandt vinderne fredag, hvor investorerne kunne glæde sig over, at USA og Kina ser ud til at være på vej til at løse de to landes handelskonflikt.

Fra officielt kinesisk hold forlød det fredag eftermiddag, at Kina er gået ind på at købe flere amerikanske varer, og at USA gradvist vil fjerne told, der er indført på kinesiske varer.

Fredag eftermiddag bekræftede begge lande, at en fase 1-handelsaftale er faldet på plads og nedfældet på papir, men endnu mangler at blive underskrevet.

Samtidig slap investorerne af med et andet væsentligt usikkerhedsmoment, da den britiske premierminister, Boris Johnson, sikrede de konservative en overvældende valgsejr, hvilket baner vejen for et brexit ved udgangen af januar næste år.

C25 nærmede sig rekord

Herhjemme lukkede C25-indekset med en gevinst på 0,1 pct. i 1234,91 og endte dermed inden for rækkevidde af lukkerekorden fra fredagen forinden på 1240,31.

Danske Bank og Jyske Bank var med i førerfeltet efter stigninger på 3,8 pct. og 1,5 pct. til kurserne 104 og 227,90 kr.

Der var positiv afsmitning fra britiske bankaktier, der steg gevaldigt fredag oven på parlamentsvalget og valgsejren til de konservative.

Også Rockwool trak godt op i det samlede regnskab med en stigning på 1,2 pct. til 1615 kr., ligesom FLSmidth, der steg 2,3 pct. til 263,40 kr.

»Man kan se, at den britiske byggesektor stiger rigtigt meget, og der ryger Rockwool og også H+H med i den bevægelse,« siger aktierådgiver i Jyske Bank, Martin Munk.

»Samtidig stiger minesektoren pænt på meldingerne om en aftale mellem Kina og USA, og jeg tænker også, at det trækker FLSmidth med op,« vurderer Martin Munk.

H+H, der henter stor del af sin omsætning i Storbritannien, sluttede med en gevinst på 4 pct. til 120,40 kr.

For Drilling gav prisstigninger på olie, ligeledes udløst af optimisme om voksende verdenshandel, anledning til en kursgevinst på 2,8 pct. til 414,80 kr.

Firstfarms opjusterer

Et par positive anbefalinger fra de svenske finanshuse Carnegie og Svenska Handelsbanken, SHB, løftede stemningen om Netcompany.

Carnegie indledte dækning af aktien, og det skete med et kursmål på 370 kr. og anbefalingen »køb«, mens Handelsbanken hævede sit kursmål for aktien til 350 kr. fra 310 kr., hvilket fortsat berettiger til en købsanbefaling.

Netcompany lukkede fredag 1,2 pct. højere i 310,20 kr.

Endnu bedre gik det Firstfarms, der steg 1,6 pct. til 65 kr.

Landbrugskoncernen nyder godt af høje svinepriser og skruer nu op for forventningerne til 2019. EBITDA-overskuddet løftes med 5 mio. kr. til 95-100 mio. kr., og forventningerne til driftsoverskuddet på EBIT-niveau øges tilsvarende med 5 mio. kr. til 48-53 mio. kr., oplyste selskabet fredag.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk