Fredagens aktier: Bred fremgang i C25 og stort plus til Landbobanken

Arkivfoto: Blandt sidepapirerne løftes Ringkjøbing Landbobank pænt efter bankens opjustering efter børslukketid torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det danske aktiemarked har fået en god start på fredagens handel efter positive bidrag fra aktier som FLSmidth og Novo Nordisk. Blandt sidepapirerne løftes Ringkjøbing Landbobank endvidere pænt efter bankens opjustering efter børslukketid torsdag.

Dagens store fokuspunkt på nøgletalsfronten er den månedlige beskæftigelsesrapport fra USA, der offentliggøres kl. 14.30 og ventes at vise en jobskabelse uden for landbruget på 145.000 og en uændret arbejdsløshed på 3,7 pct. Aktiviteten på markedet kan blive afdæmpet frem til da, da mange formentlig vil afvente udfaldet, før de træffer nye investeringsbeslutninger.

Efter et kvarters handel fredag ligger det danske eliteindeks, C25, 1,0 pct. højere i 1111,67. Markedet nyder godt af stigninger på det amerikanske marked torsdag aften, hvor det brede S&P 500-indeks endte 0,8 pct. højere, efter at det ved dansk børslukketid havde ligget til en flad lukning.

I toppen af eliteindekset ligger Carlsberg med et plus på 1,9 pct. til 1008 kr., mens FLSmidth følger lige efter med en stigning på 1,7 pct. til 263,70 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Sværvægteren Novo Nordisk har også fået en god start på dagen og ligger i 345,30 kr. efter en stigning på 1,1 pct. Aktien nyder formentlig godt af, at Credit Suisse har hævet kursmålet for Novo til 390 kr. fra tidligere 360 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Derimod har Lundbeck fået skåret sit hos den schweiziske bank til 225 kr. fra 235 kr., skriver Reuters. Lundbeck stiger dog 1,1 pct. til 220,80 kr.

Blandt sidepapirerne er der opmærksomhed om Ringkjøbing Landbobank, som lige efter børslukketid torsdag opjusterede forventningerne til 2019.

Banken har så meget gang i forretningen, at den nu sigter efter et basisresultat på 1125-1225 mio. kr. og et resultat før skat på 1125-1275 mio. kr. Tidligere ventede banken henholdsvis 950-1150 mio. kr. og 900-1200 mio. kr. på de to poster.

Ringkjøbing Landbobank stiger fra dagens start med 4,1 pct. til 432 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Parken stiger desuden 4 pct. til 105 kr., efter at selskabets fodboldklub, FC København, torsdag aften fik kæmpet sig til 1-1 på udebane i øresundsslaget mod Malmö FF. Dermed har FCK hentet fire point i de første to kampe.

/ritzau/FINANS