Mandag d. 3. februar
Googles moderselskab Alphabet kommer med årsregnskab for 2019. Selskabets omsætning voksede sidste år med 23,4 pct. Med 22,5 pct. har overskudsgraden aldrig været højere end i 2018. Væksten på toplinjen holdt formen i tredje kvartal, hvor væksten på årsbasis var 21 pct., men et tab på 1,5 mia. dollar på selskabets andre investeringer havde en negativ virkning på resultatet. Selskabet har blandt andet en ejerandel i Uber, som har oplevet kursfald.
Det irske flyselskab Ryanair kommer med kvartalsregnskab for tredje kvartal i et skævt regnskabsår. Det første halvår gik dårligt med 11 pct. højere omsætning og 16 pct. højere driftsomkostninger, som førte til et lille fald i driftsresultatet. Ryanairs CEO advarede i forbindelse med halvårsregnskabet om en svær vinter for luftfart på grund af høje oliepriser og overkapacitet i Europa.
Der kommer PMI for Kinas produktionssektor i januar. De adspurgte blev i december mere negative og indekset faldt fra 51,8 til 51,5. Faldet kom efter den bedste måling i tre år, fem stigninger i træk i anden halvdel af 2019 og bedring i handelsforholdet til USA.
Tirsdag d. 4. februar
Carlsberg præsenterer årsregnskab for 2019. Virksomheden opjusterede sin forventning til året i tredje kvartal til ti pct. organisk vækst i driftsresultatet. I regnskabet for tredje kvartal viste selskabet positiv udvikling i Asien, mens der var et organisk fald i omsætning på 2,3 pct i Østeuropa med på grund af dårligt vejr og mere konkurrence i Rusland.
Smykkevirksomheden Pandora kommer med årsregnskab for 2019. Brandet har været igennem en relancering efter en længere periode med tilbagegang. Omsætningen faldt ti pct. i tredje kvartal, mens driftsresultatet uden omstrukturering faldt 25,5 pct.
Den danske producent af høreapparater Demant kommer med årsregnskab for 2019. I regnskabet for første halvår voksede omsætningen på årsbasis med 8,5 pct. mens driftsresultatet (EBITDA) voksede syv pct.
Desuden kommer regnskaber fra Ambu og Össur.
Onsdag d. 5. februar
Danske Bank kommer med årsregnskab. Højere renteudgifter, lavere indtjening fra fees, højere handelsindtjening og højere nedskrivninger førte i de første ni måneder af 2019 til en reduktion i selskabets overskud på 16 pct. Bankens ledelse peger på udfordringer fra negative renter og hård konkurrence, som årsager til den ringere bundlinje. Aktien er faldet 11 pct. i de seneste 12 måneder.
Medicinalvirksomheden Novo Nordisk kommer med årsregnskab. Virksomheden leverede i tredje kvartal vækst i omsætning og driftsresultat på ni pct. på årsbasis. I USA, som står for 46 pct. af virksomhedens salg, faldt omsætningen med én pct. uden valutaeffekter. Aktien er steget med 33 pct. i de seneste 12 måneder.
Den danske vindmøllevirksomhed Vestas kommer med årsregnskab. Vestasaktien steg ni pct. i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets seneste kvartalsregnskab på grund af 40 pct. højere ordreindtag. Virksomhedens omsætning voksede med 30 pct. i tredje kvartal. Driftsmarginen forbedredes i tredje kvartal fra 9,8 til 11,8 pct. sammenlignet med 2018.
Isolationsvirksomheden Rockwool kommer med årsregnskab. Omsætningen voksede 3,2 pct. i de første ni måneder af 2019. Det var især salg i Vesteuropa der trak op, mens Østeuropa uden Rusland trak ned. Virksomheden forventer salgsvækst for året i den lave ende af ledelsens to til fem pct. interval.
Desuden kommer regnskaber fra GN Store Nord, ALK-abello, The Drilling Company of 1972, Ringkjøbing Landbobank, Djurslands Bank og SimCorp.
Torsdag d. 6. februar
Den nordiske storbank Nordea kommer med årsrapport. Bankens tredje kvartalsregnskab i 2019 viste, at renteindtjeningen var fire pct. lavere end i 2018. Indtjening fra honorarer og kommission voksede, men ikke tilstrækkeligt til at gøre op for faldet i renteindtjeningen. Driftsresultatet faldt fra et overskud på 917 mio. euro til et underskud på 421 mio. euro. Nordea står overfor en stor sparerunde.
Medicinalselskabet Lundbeck kommer med regnskab for tredje kvartal. Årets første ni måneder bød på ni pct. lavere omsætning og 26 pct. lavere omsætning. Det fik Lundbeck til at hæve forventningen til året, men det lå stadig under analytikernes forventninger.
Desuden kommer regnskaber for Coloplast, Netcompany, Spar Nord Bank, Solar, Lån og Spar Bank, og North Media.
Fredag d. 7. februar
Logistikvirksomheden DSV Panalpina kommer med årsregnskab for 2019. Omsætningen og driftsresultat voksede begge ti pct. i de første ni måneder af 2019. Virksomheden er resultatet af en fusion mellem DSV og schweiziske Panalpina. Siden fusionen er virksomhedens aktiekurs steget 17 pct.
Der kommer jobrapport fra USA også kendt som »kongetallet«. Mens de fleste analytikere var imponerede over den høje jobskabelse i november lå jobskabelsen i december ni pct. under forventningen. De fleste mener dog, at væksten i amerikansk økonomi fortsat er solid.
Desuden kommer regnskab fra Chemometec og trafiktal for SAS.