En massiv fejl udløste handelsstop i USA: Aktie »faldt« med hele 99,9 procent

Børsen i New York blev mandag ramt af en systemfejl. Fejlen fik det til at se ud, som om en række aktier styrtdykkede på mystisk vis.

Mandagens tidlige handelstimer i New York var præget af en massiv systemfejl. Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix

Man kan roligt sige, at der har været grund til at spærre øjnene op, hvis man i dag har fulgt lidt med i amerikansk aktiehandel.

En teknisk fejl på børsen i New York fik det mandag til at se ud, som om flere aktier tog enorme og meget pludselige dyk.

Blandt andet så klasse A-aktier i holdingselskabet Berkshire Hathaway ud til at være faldet med intet mindre end 99,9 procent.

Ifølge Financial Times blev der registreret en håndfuld handler til en pris på 185,10 dollar pr. Berkshire-aktien sammenlignet med en tidligere pris på hele 621.484 dollar.

New York Stock Exchange har bekræftet, at de fandt en systemfejl, der gjorde, de måtte bremse handlen med over et dusin aktier.

Flere end 40 aktier var berørt af problemet, skriver CNBC.

Det inkluderer blandt andet Chipotle, Bank of Montreal og som nævnt Berkshire Hathaway, som er den berømte investor Warren Buffets holdingselskab. 

Også minegruppen Barrick Gold så et stort dyk med en aktiepris på 25 cents pr. aktie sammenlignet med en tidligere pris på 17 dollar.

Problemet skete på grund af en fejl på prisbåndene, som er den mekanisme, der er beregnet til at bekæmpe markedsvolatilitet – altså funktionen, der skal forhindre aktiekurserne i at svinge vildt.

Fejlen kan være forsaget af en ny softwareudgivelse.

Financial Times skriver, at en person, der er bekendt med situationen, har sagt, at mandagens problemer fulgte efter en planlagt opdatering i weekenden af processer, som behandler og konsoliderer dataen på børsen i New York.

En talsmand fra børsen har desuden sagt til Financial Times, at fejlen ikke så ud til at være resultatet af et cyberangreb.

Handlen med Berkshire og en række andre aktier blev bremset ved middagstid lokal tid og handlet på normalvis resten af dagen.

Reglerne på børsen gør det muligt at kræve kompensation ved »tydeligt fejlagtige« handler.