Efter dårligste udvikling i 200 år raser diskussionen: Er magien ved valueaktier forduftet, eller står vi foran en ny guldalder?

De seneste år har vækstaktier som Facebook, Tesla og Amazon givet alle andre aktier baghjul. Det gælder især de såkaldte valueaktier, der har haft den afkastmæssigt dårligste periode i 200 år. Nu spørger investorer sig selv, om det er tid til at skifte de succesfulde IT-mastodonter ud med de sønderbombede valueaktier.

De globale aktiemarkeder fortsætter med at buldre frem, og selvom aktierne allerede er steget kraftigt, er der ifølge iagttagere meget, der peger på, at de globale aktiemarkeder vil stige yderligere i løbet af året. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Selvom det sjældent går stille for sig på aktiemarkedet, har det indeværende år alligevel været ekstraordinært dramatisk. Det blev indledt med en spirende optimisme, som dog allerede i februar blev afløst af en afgrundsdyb pessimisme, da det gik op for investorerne, at coronavirussen ville sende verdensøkonomien i knæ.

På få uger faldt flere af verdens største aktiemarkeder med cirka 30 procent, men allerede i slutningen af marts – mens store dele af verden var i lockdown – ramte markedet bunden. Siden da er det med små bump kun gået opad, og de ledende aktieindeks i Danmark og USA befinder sig nu i højere niveauer, end da året begyndte.