Danskernes aktieformue er steget rekordmeget under coronaopsving

En kombination af stigende aktiekurser og opkøb af nye aktier, gav et massivt boost til danskernes aktieformue i april. Markedsopturen fortsatte i maj, så den samlede aktiebeholdning nu er ved at være på niveau med tiden før coronakrisen.

Solen har skinnet over danskernes investeringer i løbet af foråret. Stigningen i den samlede aktieformue var den største nogensinde i april, viser nye tal fra Nationalbanken.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mens coronaudbruddet rasede i april, satte danskerne rekord på investeringsfronten.

Nye tal fra Nationalbanken viser, at danske husholdningers samlede aktieformue i april steg med 32,4 mia. kroner, hvilket er den største månedlige stigning i statistikkens levetid.

Den største del af væksten, godt 30,5 mia. kr., stammer fra kursstigninger på aktier, der i april bragede frem efter gigantiske hjælpepakker fra centralbanker og regeringer verden over. De sidste knap to mia. kr. bunder i, at danskere købte op af aktier i kølvandet på coronakrisen.

Læs: Når aktiemarkedet ramler, gør de unge mænd som Gustav: Købte Norwegian-aktier for 100.000 kroner i coronagambling

»Stigningen er glædelig på især to fronter. For det første vidner det om, at investorerne ser lysere på fremtiden. Det bidrager til den optimisme, som jeg selv sidder med, om en kort om end dyb recession,« skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

»For det andet, så risikerer dybe fald i aktieformuerne at smitte af på forbruget. Typisk er der dog længere horisonter på danskernes aktieformuer, og de er heller ikke ligeligt fordelt på befolkningen. Derfor er aktiekursfald ikke det, som sætter sig hurtigst i en anderledes økonomisk adfærd som lavere forbrug. Alligevel er der potentiale for en påvirkning i oplevelsen ved at se markederne dykke og en generelt negativ stemning. Risikoen er at komme ind i en ond spiral, hvor forbrugerne er mere tilbageholdende, og den spiral kan negativ markedsstemning bidrage til,« tilføjer han.

Med rekordstigningen i april, er danskernes samlede aktieformue nu oppe på 393 mia. kroner – en stigning fra 360 mia. kroner i marts. Dermed er den samlede beholdning næsten tilbage på niveauet fra før, coronakrisen trak gulvtæppet væk under aktiemarkedet. I januar lød den samlede formue på 398 mia. kroner, hvilket er det højeste niveau nogensinde.

»Efter at vi har set mærkbare stigninger i maj også, er der udsigt til ny rekord for danskernes aktieformuer, når maj-tallene gøres op om en måned,« siger Jeppe Juul Borre.

I april steg det danske eliteindeks, C25, næsten ti pct., hvilket blev efterfulgt af et hop på 7,5 pct. i maj. Juni er også kommet godt fra start, og danske aktier er indtil videre oppe 0,9 pct. Siden aktiemarkedet ramte sin coronabund 23. marts, er C25 nu oppe 35 pct. og er steget 6,7 pct. siden nytår.