Børsbarometer: For første gang nogensinde: Nu er Europas bankaktier mindre værd end IT-sektoren

Engang var banksektoren den største på det europæiske aktiemarked. Nu udgør den kun syv procent og er for første gang nogensinde blevet overhalet af IT-sektoren. Eksperter forudser et kortvarigt opsving for bankaktier, men er bekymrede for sektoren på længere sigt.

Europæiske aktier har længe været domineret af banksektoren, men ikke længere. YVES HERMAN/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er ingen pæn måde at sige det på: Coronakrisen har gjort møgondt på europæiske bankaktier. Inden virusudbruddet spredte panik på de globale finansmarkeder, var sektoren ellers så småt begyndt at rette sig, men en runde nedlukninger og en historisk recession senere er branchen kursmæssigt bombet tilbage til 1980erne.

Det vil sige, at det europæiske bankindeks, Stoxx 600 Banks, siden nytår er faldet med over 30 procent, hvilket gør det til regionens absolut dårligste sektor. Bankerne har endda klaret sig værre end rejse- og luftfartsaktier, der ellers har set deres indtjeningsgrundlag forsvinde under krisen.