Handelskrig, Brexit, usikkerhed over verdensøkonomien og nedjusteringer på stribe. Truslerne mod aktiemarkedet har stået i kø i månedsvis.
Men nu viser en opgørelse, som Berlingske har foretaget over den danske regnskabssæson, at solide resultater fra nogle af Danmarks største virksomheder kombineret med medvind fra de globale finansmarkeder, har sikret, at de danske aktier er kommet stærkt ind i årets slutning – så stærkt at eliteindekset, C25, på det seneste har slået rekorder på daglig basis. Indekset er nu tilbage i en kurs på 1.210, og er steget 22 pct. siden nytår.