Danske aktier opgiver grønt fokus: Falder med resten af Europa

Aktier i Europa kunne ikke holde fast i de spæde plusser mandag morgen, og vendte hurtigt snuden nedad.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, underskrev i sidste uge en hjælpepakke til amerikansk økonomi på mere end 2.000 mia. dollar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erin Schaff/EPA/Ritzau Scanpix

Hvad, der kommer let, går let.

Aktier i Europa åbnede mandag med plusser, men røg lynhurtigt ned i rødt territorium.

Det danske eliteindeks, C25, er nede 0,5 pct. efter at have været oppe 0,9 pct., da handlen begyndte. I sidste uge hoppede indekset 4,3 pct, hvilket markerede den første ugentlige gevinst siden begyndelsen af marts.

Resten af måneden har været domineret af frygt for coronavirussen og de store økonomiske konsekvenser for verdensøkonomien. C25 er stadig nede 22 procent siden coronavirus for alvor kom til Danmark i midten af februar.

Sydbank hæver »afkastbarometer« til grønt

Udbruddet fortsatte med at sprede sig hurtigt i USA over weekenden, og flere end 143.000 amerikanere er nu smittede med covid-19. I Danmark er 2.200 smittede og 72 er døde.

Investorerne er bange for, at nedlukninger i store dele af verden vil føre til en dyb og langvarig recession, og de første økonomiske nøgletal har allerede været dyster læsning. Antallet af arbejdsløse i USA er således steget eksplosivt over de seneste uger, og flere økonomer vurderer, at afmatningen kan blive værre end under finanskrisen.

Den seneste uge er der dog kommet mere ro på aktiemarkedet i kølvandet på gigantiske redningskranse fra centralbanker og regeringer.

For eksempel vedtog den amerikanske regering en 2.000 milliarder dollar stor hjælpepakke for at holde hånden under virksomheder og husholdninger, mens den amerikanske centralbank, Federal Reserve, lovede at foretage støtteopkøb i obligationsmarkedet, så længe det er nødvendigt.

Amerikanske aktier, målt på Dow Jones-indekset, havde den bedste uge siden 1938, på trods af fald på omkring 4 procent fredag.

Mandag peger futures på fald omkring de 0,3 pct. når markedet åbner i New York.

»De store hjælpepakker styrker vores tillid til, at verdensøkonomien finder tilbage på et fornuftigt spor i løbet af andet halvår 2020, efter at covid-19 slipper sit tag. I det lys ser afkastpotentialet på de globale aktier nu mere attraktivt ud efter store kursfald i de seneste måneder,« skriver Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, i en kommentar.

Han hæver samtidigt sit »afkastbarometer« på globale aktier til grønt, hvilket indikerer, at det er et godt tidspunkt at købe på.

»På kort sigt er der således udsigt til en negativ nyhedsstrøm med smittespredning i USA og Latinamerika – og en perlerække af dårlige regnskaber og nedjusteringer. Aktieinvestorerne vil derfor stadig være nervøse, og vi kan ikke udelukke kursfald på kort sigt i et aktiemarked, hvor udsvingene stadig vil være væsentlig større end normalt,« tilføjer han.

Også aktiestrateger i den amerikanske storbank J.P. Morgan vurderer, at markedet har lagt det værste bag sig, og at aktier derfor kan forventes at stige i andet kvartal. Der er dog ikke enighed blandt eksperterne. For eksempel argumenterer Goldman Sachs for, at markedet kan løbe ind i fornyet tumult over de kommende uger, mens virussen fortsat spreder sig.

Kollaps i olieprisen

Mens aktier falder en smule mandag, ser det mere sort ud for oliemarkedet. Prisen for en tønde Brent-olie er faldet til det laveste niveau siden 2002 og bliver handlet til omkring 23 dollar. Det betyder, at olieprisen nu er faldet 66 pct. siden nytår.

Olieprisen er påvirket af en lavere efterspørgsel som konsekvens af mindre rejseaktivitet og handel som følge af coronakrisen og en priskrig mellem Rusland og Saudi-Arabien. De to lande har fortsat ingen kontakt om olieprisen, oplyste Saudi-Arabien fredag. Rusland fremhævede, at den lave pris nok er problematisk for landet, men ingen katastrofe.

»De kommende dage og uger kan oliepriserne fortsat være under pres. Få olieselskaber vil tjene penge på de nuværende meget lave priser og en række selskaber, herunder de mest forgældede og de med den højeste break-even pris, klarer måske ikke nedturen; i hvert fald ikke hvis den trækker ud,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.