Børsbarometer: Efter historisk aktiepanik – nu går tilbudsjagten i gang

Markedspanikken er sat på pause, og i det meste af verden er aktiekurserne steget markant i denne uge. Det har fået investeringseksperter til at gå på jagt efter aktier, der er banket uretfærdigt langt ned under coronakrisen.

Eksperter mener, at der er flere aktier både i Danmark og resten af Europa, der nu er så billige, at de er et godt køb. Lucas Jackson/Reuters/Ritzau-Scanpix

Det er i sandhed en ekstraordinær tid, vi oplever lige nu – og i særdeleshed også på finansmarkederne. Efter rekordstore fald i aktiekurserne på grund af coronavirussen tidligere i marts, er der den seneste uge begyndt at snige sig en spirende optimisme ind, hvilket har kastet nogle historisk gode dage af sig.

Danske aktier er oppe cirka fire pct. i denne uge, hvilket dog blegner i forhold til stigningerne i USA. Dow Jones-indekset havde ved redaktionens deadline kurs mod en ugentlig stigning på 13 pct. – den bedste uge siden 1930erne.