Panikken over coronavirussen spreder sig, og det ses tydeligt på det danske marked fredag morgen.
Det danske marked åbner med et fald på 3,1 procent og har dermed kurs mod et ugentlig fald på 11 procent. Det er dermed den værste uge i hele C25-indeksets levetid, ifølge data fra Bloomberg.
Efter en times handel har aktiefaldet bidt sig fast for hele C25-indekset. Ikke et eneste selskab i indekset er positivt. Fredag formiddag var for eksempel Rockwool, Carlsberg, Coloplast, Chr. Hansen Holding og Genmab alle nede med omkring tre procent.
Blodbadet på aktiemarkedet er fortsat i hele verden i stor stil fredag morgen. Flere globale indeks er nu inde i en såkaldt korrektion. En korrektion er, når et indeks falder over ti procent.
Det er frygten for, at coronavirussen eventuelt udløser en global recession, der får investorerne til at sælge kraftigt ud af aktier.
I Asien er det japanske Nikkei 225 indeks fredag faldet 3,7 procent, hvilket betyder, at det nu har tabt ti procent i værdi siden sin top i sidste uge. Et fald på ti procent eller derover bliver ofte defineret som en korrektion.
Det paneuropæiske Stoxx Europe 600 indeks, Frankrigs CAC 40 og Tysklands DAX 30 er også faldet over ti procent de seneste seks dage, hvilket betyder, at det nu også er i korrektionsterritorium.