Danske aktier er nu steget 380 pct. siden finanskrisen – og er Vestens bedste

Det danske eliteindeks har klaret sig bedst i hele den vestlige verden siden finanskrisen for ti år siden og står stadig stærkt placeret til at fortsætte trenden, siger aktiestrateg. Men det kommer helt an på regnskabssæsonen.

De danske aktier har klaret sig forrygende siden finanskrisen. Kun overgået af enkelte vækstmarkeder som det filippinske. Arkivfoto fra aktiehandel i Nordea: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Jens Nørgaard Larsen

Årene efter finanskrisen viste sig at byde på en historisk optur for aktiemarkedet, og særligt for danske aktier har de seneste ti år været en ekstraordinær god periode.

Det danske C20-indeks er nemlig steget knap 380 pct. siden 6. marts 2009, hvilket sender det ind på en suveræn førsteplads, når man sammenligner med resten af Europa, USA og de store asiatiske markeder. Det toneangivende amerikanske S&P 500 indeks er »kun« steget 325 pct., mens det paneuropæiske Stoxx Europe 600 indeks er klatret 143 pct. Kun nogle enkelte indeks i vækstmarkederne har klaret sig bedre end det danske, for eksempel det filippinske med en stigning på 400 pct.