Danske aktier åbner i plus efter globalt markedsdrama

Investorer kan for en stund ånde lettet op efter mandagens nedtur på verdens aktiemarkeder.

 
Private investorer samles udenfor den kinesiske entreprenørvirksomhed Evergrande for at få deres penge tilbage. Video: Ritzau/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske aktiemarked lægger tirsdag fra land med en stigning.

I Danmark stiger eliteindekset, C25, med 0,6 procent fra morgenstunden, efter at indekset dykkede 1,4 procent mandag og dermed rundede et fald på godt fem procent siden toppen i august.

Forud for dagens børsåbning ventede flere analytikere, at det danske aktiemarked ville få et comeback tirsdag morgen.

I toppen af indekset ligger transportkæmpen DSV med en stigning på 1,9 procent, mens Ørsted og Mærsk går frem med henholdsvis 1,3 og 1,1 procent.

Frygten for et totalt kollaps i den kinesiske ejendomsgigant Evergrande spredte sig mandag på de finansielle markeder. Her dykkede de tre toneangivende aktieindeks i USA med omkring to procent.

Evergrande, der er verdens mest forgældede ejendomsselskab, skylder knap 2.000 milliarder kroner til sine kreditorer. Det svarer til lige under hele Danmarks bruttonationalprodukt. Bekymringen i markedet er, at et ukontrolleret kollaps vil sprede sig i Kinas økonomi – ligesom Lehman Brothers-krakket i 2008 blev den uofficielle start på finanskrisen – og føre til finansiel turbulens og en økonomisk afmatning.

Situationen kan hurtigt vende

De kommende dage kan blive afgørende for, om Evergrande klarer skærene eller ej, fordi selskabet skal betale renter på sine obligationslån. Torsdag skal Evergrande således betale over 500 millioner kroner.

»Vi er fortsat midt i en konsolideringsfase for markederne, og det kan sagtens blive værre, før det bliver bedre,« siger Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea.

Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, påpeger ligeledes, at usikkerheden omkring Evergrandes fremtid fortsat er stor, og at situationen derfor hurtigt kan vende. Han er dog ikke parat til at tale om en nedsmeltning.

»Men jeg er parat til at kalde det et aktiemarked, som bliver væsentligt mere nervøst i den kommende periode, end det vi har oplevet ellers i 2021,« siger han.