Centralbankchef sender aktiemarkedet tilbage mod rekordkurs – og nu er den positive stemning på vej til Danmark

Efter nogle nervøse dage sendte chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, onsdag aften de amerikanske aktier tilbage mod rekordkurs. Den positive stemning har også bredt sig i Danmark og resten af Europa.

Med en tale til Kongressen sendte Jerome Powell, chefen for den amerikanske centralbank, de amerikanske aktier op onsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susan Walsh/Reuters/Ritzau Scanpix

Med få ord lykkedes det onsdag chefen for den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, at dulme den nervøsitet, som har præget det amerikanske aktiemarked de seneste par uger.

I en tale til den amerikanske kongres nedtonede den magtfulde centralbankchef nemlig markedets frygt for, at stigende inflation vil tvinge centralbanken til at stramme den historisk lempelige pengepolitik.

Faktisk lod Jerome Powell forstå, at der kan gå op til tre år, inden den første amerikanske renteforhøjelse kommer i spil.

Den melding blev vel modtaget på det amerikanske aktiemarked, hvor muligheden for stigende inflation og højere renter har været det helt store diskussionsemne de seneste uger.

Det brede S&P 500-indeks steg således med 1,1 procent onsdag, mens Dow Jones-indekset steg med 1,4 procent til det højeste niveau nogensinde.

Den positive stemning har også bredt sig til Asien og Europa. Torsdag morgen åbnede de fleste ledende europæiske aktieindeks således i plus, og det danske aktieindeks, C25, er mandag formiddag oppe med 1,3 procent.

Flere frygter for bobler

Både de danske og amerikanske aktier er steget kraftigt de seneste 11 måneder, efter at de kortvarigt faldt kraftigt sidste forår, hvor den pludselige udbredelse af coronavirus skabte stor nervøsitet på de finansielle markeder.

Den store stigning har i høj grad været drevet af lempelig pengepolitik og de milliardstore hjælpepakker, som regeringer i hele verden har lanceret for at holde hånden under virksomheder og arbejdspladser.

De seneste uger er der dog opstået en tiltagende bekymring for, at dele af aktiemarkedet befinder sig i en boble. Det gælder navnlig amerikanske teknologiaktier, som har ført an i opturen på aktiemarkedet.

»Jeg tror, at der er dele af markedet, hvor der er bobler. Det gælder blandt andet de vækstselskaber, som er højest prissat eller slet ikke har en indtjening. Problemet med bobler er bare, at det er umuligt at sige, hvornår de springer,« siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg hos Danske Bank, til Berlingske i sidste uge.

I en ny rundspørge, som nyhedsbureauet Reuters har foretaget blandt 300 globale aktiestrateger, er forventningen da også, at de globale aktiemarkeder vil fortsætte med at stige i de kommende måneder.

Til Reuters forklarer en af aktiestrategerne, Michael Wilson fra Morgan Stanley, at fremgangen på aktiemarkedet ikke skyldes, at investorerne ser optimistisk på fremtiden, men snarere »at de proppet med kontanter og spændingen ved at tjene penge«.