Business-overblik: Sådan reagerer finansmarkederne på historisk nederlag

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Umiddelbart efter resultatet af Brexit-afstemningen styrkedes det britiske pund mod amerikanske dollar og danske kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL SORABJI/AFP

Godmorgen,

Dagens store nyhed er Brexit-skilsmisseaftalen, som tirsdag aften blev nedstemt i det britiske parlament. Du får seneste nyt om finansmarkedernes reaktion her.

1
Rolig reaktion på historisk nederlag

Det britiske parlament forkastede tirsdag aften premierminister Theresa Mays plan for Storbritanniens udtræden af EU. 432 stemte imod, mens blot 202 stemte for. Det er det største nederlag, en britisk regering har lidt i en afstemning siden 1924.

Theresa May har nu tre dage til at præsentere plan B. Oppositionens leder, Jeremy Corbyn, spøger i kulissen, for efter Mays nederlag fremsatte han et mistillidsvotum. Afstemningen om Mays regerings fremtid vil finde sted onsdag aften.

Selv om nederlaget var større end ventet, tog investorerne det forholdsvist roligt. Det skyldes, at et »nej« allerede var indpriset i blandt andet pundkursen, og samtidig har markedet længe haft en forventning om, at Brexit kunne trække ud.

Siden afstemningen er det britiske pund steget med knap 1 pct. i forhold til danske kroner, således at et pund koster 8,41 kroner onsdag morgen. Det er den højeste kurs i halvanden måned, men til sammenligning kostede et pund 8,59 kroner for blot to måneder siden.

Når pundet er blevet styrket, så er det ifølge flere analytikere et udtryk for, at investorerne har tillid til, at et hårdt Brexit kan undgås. Den optimistiske stemning satte også sit præg på det amerikanske aktiemarked tirsdag. Her gik aktierne i S&P-indekset op med med 1,1 pct., mens teknologitunge Nasdaq steg med 1,7 pct. Onsdag morgen fortsætter den positive stemning med små plusser til de amerikanske aktiefutures.

Der har ikke været større ændringer på obligationsmarkederne efter afstemningen, mens futures på det britiske FTSE 100 faldt næsten 0,5 pct. og satte dermed gårsdagens stigning over styr.

»Markedsbevægelserne indikerer, at et velordnet Brexit er det mest sandsynlige,« skriver rente- og valutastrateg Morten Hassing Povlsen fra Jyske Bank i en kommentar.

Det er dog værd at bemærke, at usikkerheden fortsat er enorm stor, og med under to og en halv måned til Storbritanniens planlagte udtrædelsesdato den 29. marts, rykker et »no deal«-Brexit tættere og tættere på. Det kan få betydelige økonomiske konsekvenser for eksempelvis et land som Danmark.

Chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm, vurderer forsat, at det mest sandsynlige udfald er, at briterne undgår »no deal«. Men han venter forhøjet volatilitet i europæiske og britiske markeder under de kommende dages usikkerhed.

»Afstemningsresultatet bør ikke i sig selv give anledning til store bevægelser på markederne, men gode/dårlige nyheder og rygter vil altså i de kommende dage let kunne præge europæiske markeder og i særdeleshed pundet,« siger han.

Vi springer nu videre til et par af dagens øvrige nyheder.

2
DSV byder tocifret milliardbeløb for konkurrent

Den danske transportkæmpe DSV har budt 26,5 milliarder kroner for konkurrenten Panalpina fra Schweiz. Det oplyser Panalpina på sin hjemmeside, skriver Ritzau. Buddet, som DSV har givet, bliver nu overvejet af Panalpinas bestyrelse. I lokal valuta lyder buddet på fire milliarder schweiziske franc eller 170 franc per aktie.

Panalpina har 14.000 ansatte og er til stede i 70 lande. I 2017 havde selskabet et driftsresultat (EBIT) på 103,3 millioner schweizerfranc.

Tirsdag kostede aktien i selskabet 137 schweizerfranc ved børslukketid, og budprisen på 170 schweizerfranc svarer dermed til betaling af en præmie på 24,1 procent. Sidste år forsøgte DSV ad to omgange at købe konkurrenten Ceva Logistics - uden held, skriver Ritzau.

3
Lego udfordrer banker efter BR-kollaps

I kølvandet på konkursen i selskabet bag Fætter BR og Toys "R" Us har leverandørerne med Lego-koncernen i front fået sat en tredje kurator ind i konkursboet. Det er advokat Jan Bech fra DLA Piper, som skal fokusere på bankernes virksomhedspant, skriver Finans.

I marts 2018 sikrede bankerne sig virksomhedspant for 770 mio. kroner, og dermed står bankerne først i køen til at modtage indtægter fra julesalget samt værdierne fra varelagre. Danske Bank står ifølge Finans noteret for virksomhedspantet, men i alt fire banker har fået pant i begge dele.

Lego har ifølge Børsens oplysninger 180 mio. kr. til gode i konkursen, men legetøjskæmpen vil ikke kommentere Jan Bechs rolle.

Det skal investorerne holde øje med

Nordeas seniorstrateg, Andreas Østerheden, har hjulpet os med at udpege de ting, som investorerne bør holde øje med i dag.

  • Dagen i dag kommer fortsat til at stå på Brexit og politik i Storbritannien, efter premierminister Theresa May i går tabte afstemningen om vilkårene for en kommende aftale inden deadlinen for transitionsaftalen 29. marts. Det blev annonceret, at der vil blive afholdt en mistillidsafstemning til regeringen i dag, og udfaldet vil være værd at følge. Alt i alt åbner de seneste måneders udvikling på Brexit-fronten fortsat mange scenarier, og en eventuel aftale er fortsat forbundet med stor usikkerhed.
  • Der er ganske mange nøgletal på programmet i dag. Blandt de mere interessante er, at vi får de endelige forbrugerpris-tal for både Tyskland, Italien og Storbritannien, der er værd at holde øje med, da netop inflationen er et afgørende parameter, når ECB fastsætter sin pengepolitik. Og kigger vi senere på dagen mod USA, vil vi også få den amerikanske centralbank Feds økonomiske redegørelse Beige Book. Derudover skulle vi i dag have fået tallene for detailsalget, men disse er udskudt på grund af den delvise nedlukning af det offentlige apparat i USA.
  • Endelig er det også værd at holde øje med de regnskaber, der begynder at tikke ind fra USA. I dag får vi en række finansregnskaber fra kæmperne Bank of America, Goldman Sachs, US Bancorp og Blackrock.