Børsbarometer: Vi ses om ni måneder. Til den tid kan alt være forandret på aktiemarkedet

Hvordan ser finansmarkedet ud om ni måneder? En pause fra rente-, inflations- og recessionssnak ville være befriende, men så skal universet også opføre sig umådeligt eksemplarisk.

Børsbarometeret forlader finansmarkedet på det mest kritiske tidspunkt, men vender tilbage i 2024.  Mathias Svold

Børsbarometeret fra min hånd går på barsel nu. Og kommer først tilbage i begyndelsen af 2024.

Det vil sige, at jeg er væk i noget nær ni måneder, hvilket jo er en evighed at forlade et af de mest dynamiske og uforudsigelige stofområder – finansmarkedet. På bare et splitsekund kan aktier, renter, valutaer, kryptoer, råvarer og så videre vende på en tallerken og gøre alle eksperternes prognoser til skamme.