Børsbarometer: Aktier udviser uhyggelige lighedstegn med 2007 – men økonomien er et langt sundere sted

Analytikere er begyndt at spotte flere paralleller til efteråret 2007 – kort før finanskrisen begyndte. Dengang var aktierne også på rekordniveau og ignorerede flere faresignaler i økonomien og finansmarkedet. Der er dog flere omstændigheder, der er anderledes nu, inklusive nogle historisk støttende centralbanker.

ARKIV. Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix

Det har egentlig været en okay uge på aktiemarkedet. Aktier i USA og Europa er steget en smule, og de to kontinenters toneangivende indekser – S&P 500 og Stoxx Europe 600 – er en knivspids fra at ramme rekordniveauer.

Samtidigt har den amerikanske centralbank sat renten ned, og centralbankchefen i Washington, Jerome Powell, har udtrykt optimisme omkring landets økonomi. Win-win.