Godmorgen,
Og velkommen til en mandag, hvor der er relativt stille på de globale aktiemarkeder, men hvorimod det virkelig rører på sig i kryptoland. Den populære kryptovaluta Bitcoin er her til morgen steget næsten 10 pct. og bliver handlet i en kurs på over 9.000 dollar for første gang siden maj 2018.
Optimismen kommer efter rygter om, at Facebook er tæt på at lancere sin egen digitale valuta, hvilket har styrket håbet om, at kryptovalutaerne er på vej til at blive en normal og accepteret del af finansverdenen. Kryptovalutaer som Bitcoin har ellers ofte fået en hård medfart, fordi de ikke er reguleret og ofte stiger og falder kraftigt inden for et kort tidsrum. Det har fået den etablerede del af finansverden til at kalde valutaerne for spekulative aktiver, der frygtes at udvikle sig til bobler, der brister og koster investorerne mange penge.
Bitcoin er steget cirka 190 pct. siden sin bund i december, hvor den var nede at vende under 3.500 dollar. Nogle analytikere har peget på, at opsvinget i 2019 er kommet i kølvandet på handelskrigen mellem USA og Kina, fordi det har svækket den kinesiske yuan. Kina har strenge kapitalkrav, så det er ikke lige til at købe for eksempel dollar eller den japanske yen, og derfor søger mange kinesiske investorer over i bitcoin for at beskytte sig mod potentielle yderligere fald i deres egen valuta.
Bitcoin er dog stadig langt fra sin historiske rekord i 2017. I december det år blev den nemlig handlet i knap 20.000 dollar, da investorerne flokkedes til kryptovalutaer i et opsving, der blev sammenlignet med tulipanboblen i Holland i 1630'erne.
Mandag kan an også læse, at den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, har dæmpet håbet om, at præsident Donald Trump og hans kinesiske modstykke Xi Jinping vil nå frem til en handelsaftale ved G20-topmødet senere på måneden. Handelskrigen raser stadig på fuldt blus, og der er dagligt forskellige meldinger om, hvorvidt de to sider er ved at nærme sig en aftale. I sidste uge truede Trump med at lægge yderligere straftold på kinesiske varer, hvis ikke Xi vil mødes med ham under G20-mødet.
Usikkerheden over handelskrigen har øget forventninger til, at den amerikanske centralbank snart sænker renten. Banken, også kendt som Federal Reserve, holder rentemøde i denne uge, men det forventes ikke, at renten bliver sænket allerede. Det er dog helt afgørende for aktiemarkedets fremtid, hvad Fed indikerer i forhold til pengepolitikken på kort sigt.
Det kan også rykke markedet i dag
- Kl. 14.30: USA - Empire fremstillingsindeks for juni
- Kl. 19.00: Eurozonen - ECB Præsident Mario Draghi holder tale ved bankens årlige konference i Sintra, Portugal.
Virksomheder i fokus
- Den tidligere økonomidirektør i Danske Bank Henrik Ramlau-Hansen er blevet fjernet fra undervisning på Copenhagen Business School i kølvandet på hvidvasksagen, skriver Berlingske i dag.
- Den kinesiske telegigant Huawei regner med at fald på 40-60 pct. i antallet af leverancer af smartphones til udlandet, har anonyme kilder fortalt Bloomberg.
-
Chr. Hansen - Handelsbanken Capital Markets har sænket anbefalingen til »sælg« fra »hold«.
Markederne lige nu - Kl. 8:34
Asien
Hong Kongs Hang Seng: +0,5 pct.
Kinas Shanghai Composite: +0,2 pct.
Japans Nikkei 225: +0,03 pct.
Sydkoreas Kospi: -0,2 pct.
Europa (futures)
Euro Stoxx 50: +0,2 pct.
Tysklands DAX 30: +0,2 pct.
Storbritanniens FTSE 100: +0,1 pct.
USA (futures)
S&P 500: +0,2 pct.
Nasdaq: +0,3 pct.
Dow Jones Industrial Average: +0,2 pct.
Råvarer:
Olie (Brent): +0,1 pct. til 62,08 dollar
Guld: -0,2 pct. til 1.342,25 dollar
Valuta:
1 dollar koster: 6,66 kroner
1 pund koster: 8,38 kroner