Bankaktier blev spået lys fremtid i 2019 – men de har været en kæmpe skuffelse

Da vi gik ind i 2019, var analytikerne optimistiske over for danske bankaktier og troede, de kunne komme tilbage efter et horribelt år. Men kombinationen af historisk lave renter, høje omkostninger og udsigterne til politiske tiltag har gjort dem til nogle af årets dårligste investeringer.

Nordea - filialen på Vesterbrogade i København, tirsdag den 5. marts 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Der blev spået om store gevinster og et tiltrængt comeback til bankaktier i begyndelsen af året, men indtil videre har 2019 været noget af en skuffelse for de danske banker på aktiemarkedet.

I et halvår, hvor aktier ellers er stormet frem i det meste af verden, humper de fleste banker bagefter og har enten budt på store kurstab eller en generel underperformance. Værst er det gået for Sydbank, der er faldet 15 pct. siden nytår, men Danske Bank og Nordea har også været en underskudsforretning for deres aktionærer, som denne graf viser.