Analytikere forventer fortsat usikkerhed på aktiemarkedet

En sløj måned for danske aktier blev fulgt op af en mandag med røde tal. Den internationale udvikling er den væsentligste forklaring sammen med særlige udfordringer for flere af de største danske aktier.

Novo Nordisk står til at tabe markedsandele, efter der er opstået øget konkurrence om diabetesmedicin. Liselotte Sabroe

Mandag fortsatte usikkerheden, som har præget såvel det danske aktiemarked som internationale aktiemarkeder den seneste måned.

Det toneangivende danske aktieindeks, C25, var nede med 2,19 pct. for dagen, da det lukkede mandag. Forklaringen skal findes i stigende amerikanske renter, en stærk dollar, italienske budgetforhandlinger og den fortsatte amerikanske handelskrig. Dertil kommer særlige udfordringer for specifikke danske selskaber det seneste stykke tid.

»Det store fokus i hvidevaskskandalen i Danske Bank er nu, hvorvidt man kan forvente, at amerikanske myndigheder blander sig, og hvad den økonomiske konsekvens vil være af det. I sidste uge var Novo Nordisks konkurrent var ude med en nyhed om en ny diabetesmedicin, som kan tage markedsandele fra Novo. Og i går så vi så, at Bose fik godkendt et høreapparat i USA,« siger aktiechef i Formuepleje Otto Friedrichsen og peger på, at udviklingen endnu en gang understreger vigtigheden af at have en international portefølje, så man spreder risikoen.

Danske aktier kan være ekstra følsomme overfor selskabsspecifikke udfordringer som disse, fordi en stor del af aktierne er ejet af udenlandske investorer, forklarer chefstrateg i  Danske Bank, Tine Choi Danielsen.

»Når vi får selskabsspecifikke problemer som over den seneste uge tid, kan udenlandske investorer komme til at se på C25-aktierne som helhed,« siger hun.

En anden forklaring på faldet på markedet skal findes i de stigende amerikanske renter, vurderer Otto Friedrichsen.

»Rentestigningen skaber et alternativ til aktier, der ikke har eksisteret siden finanskrisen. Du kan få et fornuftigt afkast på en tre til fem års investering, og det får også en betydning for aktiemarkederne,« siger han.

Usikkerheden på markederne vil som minimum fortsætte indtil det italienske budget bliver godkendt den 15. oktober, forventer Tine Choi Danielsen, men hun regner med, at effekten vil være begrænset.

»Italien skal skændes med EU om budget, men de skal nok nå til enighed, og derfor vil investorerne nok tage det forholdsvis rolig. I handelskrigen ser vi desuden, at den amerikanske regering er begyndt at indgå aftaler med andre lande. Vi regner dog med, at handelskrigen med Kina som minimum vil fortsætte til efter midtvejsvalget,« siger Choi Danielsen som altså tror, investorer skal væbne sig med tålmodighed.

»Nu går vi ind i regnskabssæsonen, så mon ikke vi får et par gode dage. Jeg tror dog, vi vil følge den globale stemning, så man skal nok ikke forvente, at der kommer flere dage med stigende aktiekurser,« vurderer Choi Danielsen som imidlertid peger på, at udviklingen på de asiatiske markeder det seneste døgn kan være en indikation på, at vi går en fin dag i møde.

En lignende vurdering kommer fra Otto Friedrichsen.

»Jeg tror, vi skal se Italien bevæge sig i den rigtige retning og få godkendt budget. Vi ser desuden stadig en fornuftig indtjeningsvækst, som vil retfærdiggøre en fornuftig vækst på amerikanske aktier. Men på sigt skal vi vende os til lavere afkast, end vi har set efter finanskriser, fordi den stigende rente nu skaber et alternativ,« siger han.